Anførerbindet tilhører forsvarsgeneralen Múte
En kommanderende forsvarsgeneral, der tilmed var Manchester United fan.
Sådan husker 34-årige Miki Jensen fra Nuuk sin ven, Múte Bourup Egede, som strøg til tops ved tirsdagens valg og lige nu står med de bedste kort på hånden til at blive ny formand for Naalakkersuisut.
- Han var ikke bleg for at gå over stregen, og han var en forsvarsgeneral, siger Miki Jensen, der har kendt Múte Bourup Egede siden de mødtes på fodboldbanen og gik i gymnasiet i Qaqortoq.
LÆS OGSÅ Múte B. Egede er den største stemmesluger, og Kielsen halser efter
- Han kommanderede med de øvrige spillere på banen, og han havde altid en Manchester United trøje på, når vi spillede, mens jeg var Arsenal. Det var ligesom det første indtryk, og det er måske ikke det bedste indtryk, når jeg er Arsenal fan og han er United fan, men vi blev gode venner, siger Miki Jensen.
Politiske tacklinger og practical jokes
Udover fodbold var de begge politisk engagerede i gymnasiet og deltog i 2007 i Inatsisartuts Ungdomsparlament. Siden har Miki Jensen på tæt hold fulgt sin vens politiske vej mod toppen i Inuit Ataqatigiit og set ham sætte politiske tacklinger ind mod konkurrenterne fra Siumut.
- Han har udviklet sig rigtig meget de sidste tre år. Han har været hård og en dygtig opposition. Nu har jeg arbejdet som partisekretær hos Siumut, så jeg mener også nogen gange, at han er gået over stregen som opposition med en hård retorik i salen og ved demonstrationer. Men han har været én, der har formået at samle den forrige opposition, siger Miki Jensen.
Múte Bourup Egedes politiske karriere
Født i Nuuk i 1987
Voksede blandt andet op i Narsaq og blev student fra gymnasiet i Qaqortoq
Deltog i 2007 i Inatsisartuts Ungdomsparlament
Formand for Inuit Ataqatigiit-ungdom fra 2013 til 2015.
Blev i 2013 medlem af hovedbestyrelsen i Inuit Ataqatigiit.
Stillede i 2014 op til Inatsisartutvalget og fik 82 stemmer. Det var ikke nok til at blive valgt ind
Fik i 2015 sæde i Inatsisartut, da Mimi Karlsen måtte tage sygeorlov.
Naalakkersuisoq for råstoffer fra 2016 til 2018.
Var i 2017 i tre måneder samtidig naalakkersuisoq for kommuner, bygder, yderdistrikter, infrastruktur og boliger. Det skete efter at hans forgænger på posten, Martha Lund Olsen trådte tilbage op til kommunalvalget
Overtog formandsposten i Inuit Ataqatigiit i 2018
Blev valgt ind samme år i Inatsisartut med 233 stemmer
Strøg til tops med 3380 personlige stemmer ved tirsdagens valg til Inatsisartut.
Kilde: KNR.gl
Han ser ikke nogen forskel på politikeren og privatpersonen Múte.
- Han er også god til at lave practical jokes. Han er kendt eller berygtet for at forskrække folk på partigangene om morgenen, hvor han måske gemmer sig omme bag en dør og siger bøh.
Kunne politikernes navne som 3-årig
At politik altid har været noget, der har fyldt i Mútes liv kan hans mor Ellen Bang Bourup skrive under på.
For med papkasser som fjernsynsskærme, så var rammerne skabt til at lege politikere sammen med søsteren.
- Som tre-årig viste han, hvad de forskellige politikere hed. De legede også nogle gange Qanorooq og legede politikere, fortæller Ellen Bang Bourup.
Hun har et godt råd til sin søn på hans videre politiske færd:
- Det råd, jeg vil give ham, er, at han skal være sig selv og nede på jorden, som han plejer at være og have den venlighed og imødekommenhed og inddragende tilgang, han har til andre mennesker - om de er høje eller lave, eller hvilket samfundslag de kommer fra, siger hun.
Medvind og stolt partistifter
Og det er med politisk medvind, at 34-årige Múte Bourup Egede begiver sig ud på sin hidtil største politiske opgave i spidsen for koalitionsforhandlingerne, der kan sende ham helt til tops som ny formand for Naalakkersuisut.
LÆS OGSÅ Múte B. Egede spår en ny koalitionsaftale efter 15. april
Og selv om Múte Bourup Egede med sine 34 år i så fald bliver den yngste leder, landet har haft, så er Inuit Ataqatigiits partistifter Aqqaluk Lynge ikke i tvivl om, at han kan løfte opgaven:
- Jeg har stor tiltro til, at han vil være i stand til at lede det moderne Grønland og det nye Grønland frem mod nye bestemmelser, siger han og tilføjer:
- Jeg er sikker på at den nye generation og det nye Grønland, han vil skabe, vil stå i meget lang tid, hvis han formår at få et godt samarbejde med de øvrige partier.