Múte B. Egede spår en ny koalitionsaftale efter 15. april
Efter et valg kommer som bekendt et nyt Naalakkersuisut.
Men du skal ikke umiddelbart holde vejret i spænding, for ifølge hovedpersonen selv, Múte B. Egede, vil der gå mindst en uge, før han vil være i stand til at præsentere en ny koalition.
Det sagde Inuit Ataqatigiit-formanden i Qanorooq i går aftes.
- Vi har brug for nogle dage til at føre samtaler og til at skabe en koalition. Man skal regne med, at vi vil kunne underskrive en koalitionsaftale efter den 15. i denne måned, sagde han.
Han fortalte også, at han havde holdt de første uforpligtende samtaler med de øvrige partier i går, og at samtalerne sluttede omkring klokken seks om aftenen.
- Nu fører vi de indledende samtaler om vores positioner, og hvor der er knaster. Vi vil utvivlsomt vende tilbage til vores bagland hver især, sagde IA-formanden.
LÆS OGSÅ Naleraq gør sig klar til forhandlinger
I de kommende dage frem til 15. april kommer til at stå på flere møder med de forskellige partier.
- På den måde vil vi arbejde hen imod frugtbare samtaler, der under forhandlinger skal føre til at vise, hvem vi kan samarbejde med på et respektfuldt, redeligt og kompromissøgende grundlag, som kan danne grundlag for et fireårigt koalitionssamarbejde, siger Múte B. Egede.
Inuit Ataqatigiit har 12 mandater og skal dermed bruge mindst fire mandater for at have flertal i Inatsisartut.
Netop fire mandater har Naleraq, og de to partier er enige om et af valgkampens store emner, nemlig Kuannersuit.
Begge partier mener, at mineprojektet bør droppes, og derfor er der blevet spekuleret i, om de to partier kan finde sammen i en koalition.