Ane Hansen: Karl Lyberth kan hvis han vil

Der er intet til hinder for, at fiskere i Ilulissat, der af forskellige årsager har mistet deres licens til hellefiskeri, får dispensation. Det fastslår den tidligere Naalakkersuisoq for fiskeri i dag.
24. maj 2013 08:47

Den nuværende Naalakkersuisoq for området, Karl Lyberth, udtalte til Qanorooq i forgårs, at Naalakkersuisut tidligst i 2014 kan hjælpe de ramte fiskere.

Men hans forgænger på posten, IA's Inatsisartut-medlem Ane Hansen siger nu, at Karl Lyberth kan handle nu, hvis det er det, han vil.

3 fiskere i Ilulissat har mistet deres licens til fiskeri efter hellefisk af forskellige årsager. Eksempelvis er der en fisker, der efter at have været væk fra byen og fiskeriet i forbindelse med sin samlevers uddannelse, ikke kunne få udstedt en ny licens.

Men hvis de berørte fiskere skal have mulighed for at fiske igen, må man ændre loven først, fastslog Karl Lyberth i Qanorooq i forgårs:

- Jeg må sige, at det efter min opfattelse, så kan loven blive ændret i foråret næste år, sagde altså Karl Lyberth.

Den udmelding undrer Ane Hansen:

- Men samtidig tolker jeg det som, at det nuværende Naalakkersuisut vil fortsætte det tidligere Naalakkersuisuts linje, lyder det sarkastisk fra Ane Hansen, tidligere medlem af Naalakkersuisut for fiskeri, og nu medlem af Inatsisartut for Inuit Ataqatigiit.

Hun undrer sig over Karl Lyberths udtalelse om, at problemet med licenser til visse aktører i fiskerierhvervet, først kan løses i 2014, da han under valgkampen flere gange har udtrykt, at han straks vil begynde at arbejde efter valget:

- Hvis han vitterligt ønsker, at løse problemet for dem, så kan han udenom Inatsisartut ophæve bekendtgørelsen om, at der ikke skal uddeles nye licenser i Nordgrønland. Den kan han ophæve uden problemer. Og det kræver ikke en beslutning fra Inatsisartut, da selve loven tillader det, siger Ane Hansen, der kommer med følgende opfordring til de tre fiskere:

- Licenser til hellefiskefiskeri kan opnås ved at klage, når klagen er velbegrundet. For eksempel, hvis licensen ikke er blevet benyttet på grund af sygdom eller uddannelse.

Og nu vil Karl Lyberth løse problematikken med licenser til de tidligere fiskere:

- Der skal gøres noget for at bane vej for dem, så de kan indtræde i deres erhverv igen. Og hvis det bliver nødvendigt, så må bekendtgørelsen også ændres, siger Karl Lyberth og fortsætter:

- Jeg skal også gøre opmærksom på, at de omtalte fiskere også har mulighed for at indgive klage. Og jeg håber også, at de vil benytte denne. Så vil jeg nemlig som Naalakkersuisoq for området sørge for, at klagenævnet tager klagen alvorligt. Så kan vi også derfra se, hvad der kan ske.

Medlem af Inatsisartut, Karl-Kristian Kruse, Siumut, kræver også nu, at Naalakkersuisoq for Fiskeri, Karl Lyberth, skrider til handling nu og får løst problemerne for de tidligere fiskere.