Anda: Bærbar til alle folkeskoleelever

I rigtigt mange år har papir, blyant og penalhus været helt nødvendige remedier i et hvert barns skolegang, men står det til Demokraterne, så er det snart slut. De tre ting skal i fremtiden erstattes af en bærbar computer af en slags. Netbook, iPad eller hvad man nu kan blive enige om i landets lovgivende forsamling.
Skrevet af Peter Troelsen
22. februar 2013 08:22

Demokraterne vil ikke pålægge alle landets forældre at indkøbe en computer til deres børn. Det må være en opgave for samfundet. Partiet mener, at det er afgørende for det uddannelsesmæssige niveau i vort land, at alle lærer at beherske IT på et højt niveau. Derfor er vi som samfund nødt til at give vore børn de rette forudsætninger for at lære sig IT. Og derfor er vi nødt til at forsyne alle elever med en netbook eller lignende bærbar enhed.

-Pengene skal vi nok finde. Enten indenfor de eksisterende bevillinger eller måske vi kan drage fordel af de fonde, der før har været fremme med tilbud om at være med i finansieringen af det, så det er jeg ikke så bange for. En stor del af finansieringen kunne komme fra alle de penge, vi sparer ved at lade de studerende i Danmark overgå til dansk SU, siger Anda Uldum, der anslår at der vil komme en engangsudgift i omegnen af 17 mio. kr. og at der i fremtiden skal afsættes 5 mio. kr. på området.

Det skal i fremtiden være sådan, at alle elever, der forlader folkeskolen er 100 procent fortrolige med at bruge en computer hvis det sår til Demokraterne. Eleverne skal lære tekstbehandling, regneark og andre ting der er relevante, når de skal ud på arbejdsmarkedet.

-Vi er opmærksomme på, at vi også skal have uddannet lærerne bedre, så de kan undervise eleverne, der bruger computer. Det stemmer fint overens med vores strategi om, at lærerne skal have bedre muligheder for efteruddannelse. Det skal ikke ske hen over hovedet på lærerne, men i samarbejde med dem. De ved hvor skoen trykker, og der skal vi lytte til eksperterne, forklarer Anda Uldum overfor knr.gl.