Analyse: Siumuts rummelighed er også deres svaghed
Det lignede en åben krig: Aki-Matilda Høegh-Dam og Kuno Fencker og et Siumut i en kæmpe eksplosion.
Men i virkeligheden er partiet vant til balladesager. Faktisk er der en hel perlerække af dem - måske husker du, at Erik Jensen i 2019 selv var en af syv oprørere, der i skrev under på, at Kim Kielsen burde gå af som partiformand.
Det vender vi tilbage til om lidt.
For Siumut er kendt som et parti, hvor der er højt til loftet og plads til om ikke alle – så i hvert fald mange meninger. Det siger Jens Thorin, som er redaktør i KNR og har fulgt grønlandsk politik i mange år.
- Det er et parti, der både rummer offentligt ansatte og mindre erhvervsdrivende. Det, der i høj grad kendetegner medlemmerne i Siumut, er ønsket om selvstændighed, siger han.
Så der er plads til personligheder fra både by og bygd. Også dem, der stikker ud. Men det kan blive så voldsomt, at det blev for meget for selv Siumut.
Erik Jensen ville af med Kim Kielsen
Historien gentager sig. Det er nemlig ikke længe siden, at Erik Jensen selv var en ballademager. I 2019 skrev han som sagt under på et brev sammen med seks andre fremtrædende medlemmer af Siumut, der erklærede, at Kim Kielsen burde trække sig som formand for partiet. Underskriverne var Anders Olsen, Nikkulaat Jeremiassen, Henrik Fleischer, Erik Jensen, Laura Táunâjik, Jens Danielsen og Hermann Berthelsen.
Seks af dem var medlemmer af Inatsisartut – og så var der Erik Jensen, der på det tidspunkt var naalakkersuisoq for råstoffer og arbejdsmarked. Kritikken i brevet gik på, at Kim Kielsen ikke fulgte Siumuts valgløfter og politik på flere punkter - blandt andet i forhold til fiskekvoter og kvoter på narhvaler. Ifølge brevet udviste Kielsen en respektløs opførsel, og han lyttede ikke. Erik Jensen trak sig fra naalakkersuiut tre måneder senere men meddelte, at han ville stille op til formandsvalget.
Forsøgte at holde på rebellerne
Det løfte holdt han, og i 2020 væltede Erik Jensen Kim Kielsen på formandsposten.
Og så er vi tilbage ved nutiden, for det er blot to uger siden nu, at Siumut mistede en stærk profil, da Aki-Matilda Høegh-Dam under stort ståhej meldte sig ud og ind i Naleraq. Hendes forlovede Kuno Fencker flyttede med. Kort forinden havde han rejst rundt i USA som privatperson og talt med folk tæt på Trump, og det fik kritikken til at hagle ned over ham og Erik Jensen.
Ifølge Jens Thorin gjorde Erik Jensen alt, hvad kan kunne, for at beholde rebellerne i Siumut:
- Aki-Matilda Høegh-Dam er en klar profil med en høj stemme, og det er den primære grund. Til gengæld forstår jeg ikke, hvorfor han forsøgte at holde på Kuno Fencker. Han larmede og gik imod partiets linje, men jeg gætter på, at det er Erik Jensens rummelighed som partiformand, der gjorde det, siger redaktøren.
Erik Jensen blev kritiseret vidt og bredt for ikke at smide Kuno Fencker ud af partiet.
Og gik man nu og troede, at enigheden kunne sænke sig over Siumut, så kan man godt tro om igen. For pludselig meldte Kim Kielsen sig på banen igen. Til DR sagde han, at farten på selvstændighedsprocessen skal sætte ned - og dermed lagde han sig åbent ud med sin egen formand. Så der er stadig højt til loftet i Siumut.
- Det er en styrke i Siumut at være bredt favnende. Men det er også en hæmsko. En formand skal kunne trække en streg i sandet. Der gik for lang tid, siger Jens Thorin.
- Bagsiden er, at partiet ikke har en helt klar linje. Selv medlemmerne af Inatsisartut begynder at tale i hver sin retning, og det gør, at vælgerne ikke er sikre på, hvor de har Siumut og derfor kan undlade at stemme på dem. Spørgsmålet er nu, om der er tålmodighed nok i baglandet til, at han bliver siddende som formand efter valget.
Spørgsmålet er så, hvad der skete med Erik Jensen, siden han ikke længere er en oprører?
- Erik Jensen er i kraft af sit formandsskab blevet personificeringen af Siumut: Rummelig og tålmodig, siger Jens Thorin.
