Analyse: Regeringen i dilemma

Debatten om storskalaloven, som i de seneste dage har raset i Folketinget, har placeret den danske regering i et dilemma.
Skrevet af Martine Lind Krebs
13. december 2012 09:42

Siden Inatsisartut i fredags stemte ja til storskalaloven, har den omstridte lov være på toppen af dagsordenen i Folketinget. Det sker fordi Folketinget skal stemme om en ændring af udlændingeloven, som er en forudsætning for storskalaloven. Dansk Folkeparti og Enhedslisten har allerede sagt, at de vil stemme nej, og dermed er regeringen reelt afhængig af støtte fra et af de borgerlige partier Venstre, Konservative eller Liberal Alliance. Det siger DR's politiske reporter Henning Olsson.

Ifølge Henning Olsson er det sjældent, at en grønlandsk lov i den grad splitter Folketinget.

- Det er jo sjældent vi ser det. Jeg har ikke erindring om, at vi har haft det før, siger han.

Det langt fra sikkert, at den bebudede ændring af udlændingeloven vil blive stemt igennem, mener han.

- Der kan jo hurtigt gå dansk indenrigspolitik i det her. Hvis de borgerige partier ser en mulighed for at bringe den danske regering i mindretal, kan de bruge den her sag til det, siger han.

Henning Olsson vurderer dog, at sagen vil ligge stille hen indtil regeringen i februar stiller det forslag om ændring af udlændingeloven, som er forudsætningen for at storskalaloven kan træde i kraft. Men når det sker, vil debatten blusse op igen, siger han.

- Høringsparterne vil blandt andet være fagbevægelsen her i Danmark, og jeg kan ikke forestille mig andet end at de vil protestere, siger han.