Amatørbokser: Du kommer ikke til at ligne Arnold Schwarzenegger, men det er det fedeste

Pulsen bliver høj, og spændingerne bliver mange, når der i aften afholdes fight night i Godthåbhallen i Nuuk med deltagere fra Grønland, Rumænien og Danmark.
Phillippe Kuitse Andersen er en af dem, der skal deltage i årets fight night i Nuuk i aften. Foto © : KNR / Gaaba Olsen
04. november 2023 14:12

Hovedsageligt amatørboksere er samlet til en weekend, hvor der bliver uddelt tæsk på tværs af landegrænser.

Boksere fra Grønland, Rumænien og Danmark skal stå overfor hinanden i hver deres ringhjørne, når Fight Night løber af stablen i aften.

Og Phillippe Kuitse Andersen fra Nanoq Fight Club, der selv skal i ringen, har sammen med seks andre trænet hårdt og glæder sig enormt meget

- Vi har trænet seks til syv gange om ugen i to timer om dagen og uden pauser, men det er sådan, det skal være, siger han grinende, da KNR fanger ham midt i netop en træning.

Syv boksere fra Grønland

De syv boksere fra Grønland har trænet sammen med andre boksere på Ukaliusaq (USK-skolen i Nuuk, red.). Men de har også trænet i fitness, og der er forskel på, hvordan de træner, fortæller han.

- Når vi træner med de andre boksere, er det meget løb og konditionstræning, men når vi træner i fitness, er det mere teknisk med, hvordan vi skal slå og undvige.

Første professionelle kamp

Selvom det hovedsageligt er amatørboksere, der skal kæmpe, er aftenens højdepunkt for Phillippe Kuitse Andersen klart kampen mellem den grønlandske bokser Frank Madsen og rumæneren Octavian Gratii.

- Den kamp er jeg meget spændt på, fordi det er første gang, Frank Madsen skal bokse en professionel kamp, siger han.

Det lå ikke i kortene, at Phillippe Kuitse Andersen skulle deltage i en fight night, men han har været med hver gang, det er blevet holdt siden 2021, og han bliver ved.

- Jeg har altid elsket boksning, men jeg startede selv, fordi jeg gerne ville tabe mig, og det har virket. Jeg har tabt 40 kilo og fundet ud af, at det er det fedeste, siger han.

- Du kommer ikke til at ligne en Arnold Schwarzenegger, men du kommer i rigtig god form, og det er fedt. Og så er det jo først dagen efter, at det gør ondt, siger han.

Fight Night bliver sendt direkte på KNR2 i aften klokken 18.45.