Aleqa sagde nej til taletid

Grønland havde fået taletid ved mødet i Arktisk Råd, hvis altså formand for naalakkersuisut, Aleqa Hammond ikke havde valgt at boykotte mødet. Det fremgår af et svar fra Aleqa Hammond, Siumut, på et paragraf 37 spørgsmål fra Sara Olsvig, IA.
03. juni 2013 12:49

Af svaret til Sara Olsvig fremgår det, at havde formanden for naalakkersuisut, Aleqa Hammond, deltaget på det formelle ministermøde, så var der afsat et minut og fyrre sekunders taletid til, at hun kunne tale på vegne af Grønland.

Grunden til, at Aleqa Hammond ikke stillede sig tilfreds med den afsatte taletid fremgår også af svaret:

- Formanden for naalakkersuisut var ligesom Lagmanden dog udelukket fra at deltage på det lukkede møde for Udenrigsministrene, som foregik aftenen før det formelle ministermøde. Det var under dette møde, at beslutningen omkring observatørerne blev taget.

Lyder det fra Aleqa Hammond i svaret til Sara Olsvig.