Albine Petersen lavede mad til eksperimentbørnene på børnehjemmet i Nuuk

I tirsdags sagde statsminister Mette Frederiksen undskyld til de 22 eksperimentbørn, som blev sendt til Danmark i 1951. 

Målet var, at de skulle lære det danske sprog og den danske kultur og bringe det med tilbage til Grønland. Her skulle de så være spydspidser i moderniseringen af landet. 

LÆS OGSÅ Eksperimentbørn: Mette Frederiksen giver officiel undskyldning i brev

Men sådan gik det som bekendt ikke. Efter opholdet i Danmark blev 16 af dem bragt tilbage til Grønland - men de flyttede ikke ind hos deres familie igen. I stedet blev de anbragt på et børnehjem i Nuuk, hvor de kun måtte tale dansk. 

Børnene glemte deres sprog, og mange af dem voksede op med traumer og misbrug. 

I dag lever kun seks af børnene.

Har lavet mad til mange børn

På børnehjemmet var der en dame, der lavede mad til dem. Og det er Albine Petersen, der er 89 år. 

- Jeg har kendt dem, siden de var små børn. Nogle af dem er fra Maniitsoq eller tæt ved Maniitsoq, og jeg er endda i familie med nogle er dem. Jeg kan huske nogle af deres navne, og jeg kan se deres ansigt for mig, siger Albine Petersen, der bor i Nuuk. 

Oprindeligt er hun fra Maniitsoq. 

LÆS OGSÅ Eksperimentbarn: Undskyldning skal fejres med mattak og tørfisk

- De var gode, kærlige, varme, ydmyge og dygtige børn. Men de blev revet væk fra deres rødder, siger hun.

Hun har lavet mad til mange forskellige børn, som boede på børnehjemmet - ikke kun eksperimentbørnene, fortæller hun.

Og hun har kun gode minder fra de mange år, hvor hun arbejdede i børnehjemmet.

- Jeg kun gode minder om børnene. Der var en dreng, som hed Gudman, på grønlandsk Kuulumaat. Han bad altid om endeskiverne på rugbrødet. Jeg kunne aldrig lade være med at smile, når han spurgte. Jeg gav altid lov, siger Albine Petersen.

Lettet og glad

Undskyldningen fra Danmark betyder meget for Albine Petersen.

- Jeg er meget glad for det og meget berørt af det.

- Det må også være rørende for dem, ligesom det er for mig. De fik en undskyldning, som jeg levede længe nok til at opleve det, siger hun.