Al for lang sagbehandling af børnesag i Avannaata Kommunia

Fem år skulle der gå, fra en forælder søgte kommunen om at få sit anbragte barn hjem, til der kom afslag i sagen. Og det er absolut ikke godt nok, slår ombudsmanden fast.
ombudsmanden
Ombudsmand Vera Leth mener, at sagen er yderst kritisabel. Foto © : Merete Lindstrøm
Skrevet af Merete Lindstrøm
04. september 2019 06:04

Sagen begyndte, da en forælder i 2013 anmodede Qaasuitsup Kommunia om at få sit 12-årige barn hjem, som på daværende tispunkt var anbragt uden for hjemmet med samtykke. Først mere end fem år senere – kort tid før barnet fyldte 18 år – traf Avannaata Kommunia afgørelse om, at barnet ikke måtte flytte hjem.

- Jeg synes, at kommunens sagsbehandling i denne sag har været urimelig lang og yderst kritisabel, siger ombudsmand Vera Leth om sagen.

LÆS OGSÅ Alvorlig kritik i sag om hjælp til barn med handicap

Kommunens Familieudvalg er da heller ikke glade for det forløb, der har været.

- For os er det svært at acceptere, at sagen startede i forrige valgperiode og blev færdig i denne. Men ansvaret er altså mit, siger Apollo Mathiassen, formand for Familieudvalget i kommunen.

Sager om anbringelse skal behandles hurtigt

Den første anmodning kom fra forælderen i august 2013, men ikke før februar 2014, da forælderen skrev endnu en anmodning om at få sit barn hjem, reagerede kommunen.  Flere gange undervejs har sagen ligget stille i mere end et år, og det gør udvalgsformanden lydhør for kritikken.

- Sagen er nu heldigvis færdig, selvom det slet ikke gør en stolt, at sagen blev behandlet i så lang tid, siger Apollo Mathiassen.

Apollo Mathiassen
Foto © : Apollo Mathiassen
Formanden for Avaannata Kommunias Familieudvalg er ikke stolt over sagens forløb 

Ombudsmanden understreger, at en sagsbehandlingstid på fem år er helt uacceptabel.

-  Jeg mener, at sager om muligheden for at børn kan bo med deres forældre, bør behandles med særlig hurtighed, siger hun.

Vera Leth forklarer, at sager som denne burde være behandlet indenfor uger eller højst få måneder.

Ny metode skal gøre sagsbehandlingen hurtigere

I Avaannata Kommunia har man nu forsøgt at gøre noget ved sagsbehandlingstiden, fortæller Apollo Mathiassen.

- For at undgå at lignende sker igen, er der blevet lavet en ny politisk metode. De nye metoder er mere forståeligt og lettere for medarbejderne at administrere, fortæller Apollo Mathiassen. 

LÆS OGSÅ De lange sagsbehandlingstider kan knække mennesker

Ombudsmanden konkluderer i sin kritik, at der er begået fejl og forsømmelser af større betydning i sagen, og at sagen er særlig alvorlig. Derfor har hun underrettet Lovudvalget i Inatsisartut og kommunalbestyrelsen om sagen.

- Så er det jo op til dem at følge op på sagen politisk, siger hun.