Island: Al hvalfangst er aflyst over sommeren

Den islandske fødevareminister har suspenderet årets hvalfangst efter rapport, der kritiserer fangstmetoder på hvalerne.
Der bliver ingen fangst af hvaler over sommeren omkring Island, skriver det islandske medie, RUV. Foto © : Jan A. Jørgensen/KNR
22. juni 2023 13:01

Islands regering forbyder hvalfangst over sommeren. En sæson, som ellers skulle starte onsdag. Det skriver det islandske medie, RUV.

Det sker, efter en rapport fra det islandske fiskeriargentur og Islands veterinærmyndighed har fastslået, at fangsterne på hvalerne i islandsk farvand ikke bliver behandlet, som det er krævet i Islands lov om dyrevelfærd.

Rapporten har fuldt fangsten på 148 hvaler sidste år. Heraf blev 36 af hvalerne skudt flere end én gang, før de døde.

Enkelte blev skudt både fire og fem gange, mens én hval med en harpun i kødet blev jaget i fem timer uden held. Forhold, som direktøren for Islands Veterinærmyndigheder har kaldt for "uacceptabelt og ikke i lovens ånd."

Rapporten blev offentliggjort i maj. Dengang sagde den islandske fødevareminister, Svandís Svavarsdóttir, at der ikke var lovhjemmel til at suspendere dette års hvalfangst.

Men nu har Islands råd for dyrevelfærd udtalt skarp kritik af hvalfangsten.

Og det har altså fået fødevareministeren til at suspendere hvalfangsten fra i dag og til udgangen af august.