Aki-Matilda Høegh-Dam vinder pris for tale på grønlandsk

Folketingsmedlemmet Aki-Mathilda Høegh-Dam chokerede alle, da hun i foråret holdte en tale på grønlandsk. Nu vinder hun prisen for Årets Danske Tale.
Aki-Matilda vinder pris for hendes tale under debatten om rigsfællesskabet. Foto © : Siumut
24. oktober 2023 12:47

Det grønlandske folketingsmedlem fra Siumut Aki-Matilda Høegh-Dam, der i foråret holdte en tale på grønlandsk i folketingssalen under en debat om rigsfællesskabet, har vundet prisen for Årets Danske tale for netop den tale.

Det oplyser den selvejende institution Danske Taler i en pressemeddelelse.

Fra dommerpanelet lyder det blandt andet, at talen satte et konkret aftryk, da talen efterfølgende førte til, at der nu er bedre muligheder for at snakke grønlandsk og færøsk fra Folketingets talerstol.

- Det, som gør Årets Danske Tale ekstremt interessant, er, at Aki-Matilda Høegh-Dams ord havde stor effekt på tilhørerne, selv om de ikke forstod, hvad hun sagde. Ja, nogle folketingsmedlemmer blev netop provokerede af, at de ikke fattede en lyd, siger taleskriver og forfatter Anita Furu fra dommerpanelet i meddelelsen.

Mere end bare en happening

Talen skabte stor debat, fordi flere af de tilhørende ikke forstod, hvad Siumut-politikeren sagde, og derfor forlod hun talerstolen igen efter små ti minutter.

Hun holdt talen med argumentationen om, at borgere herhjemme, der ikke forstår dansk, ikke kan følge med i en debat, som omhandler dem, og det ville hun gerne ændre på. 

Efterfølgende har spørgsmålet om tolkning i Folketinget været til debat.

Det er blevet besluttet, at det ikke bliver til simultantolkning som i Inatsisartut, men i stedet får de nordatlantiske mandater ekstra taletid på talerstolen i Folketinget, så de kan tale på deres modersmål og efterfølgende selv oversætte til dansk.

Aki-Matilda Høegh-Dams tale får ros af Danske Talers jury for at være mere end 'en vellykket happening'.

- Den har også et stærkt sprog med træk fra spoken poetry, som får mig til at tænke på Amanda Gormans lejlighedsdigt "The Hill We Climb" ved Joe Bidens indsættelse som præsident, siger Anita Furu. 

Tilbage i 2019 gik prisen til statsminister Mette Frederiksen for hendes undskyldningstale til Godhavnsdrengene.