Andet strejkevarsel er sendt til Air Greenland - men parterne skal nu i forhandling

Air Greenland og FPU er indkaldt til forhandling af Forligsinstitutionen, efter at de to har været uenige om Air Greenlands kabinepersonales overenskomst.
air greenland
De kommende forhandlinger mellem FPU og Air Greenland er planlagt til tirsdag den 29. november. Foto © : KNR, Anton Gundersen Lihn
24. november 2022 13:25

Nu indkalder Forligsinstitution Air Greenland og Flybranchens Personale Union (FPU), så de kan starte forhandlingerne.

Det sker efter, at personaleforening kommer med anden strejkevarsel for Air Greenlands kabinepersonale under juletrafikken.

Det skriver FPU i en pressemeddelelse.

- Hvis Air Greenland møder os med en anden indstilling, end de har gjort hidtil, er jeg sikker på, at vi kan blive enige og undgå konflikt i juletiden. Nu handler det om at minde hinanden om, hvorfor vi sidder rundt bordet. 

- For at sikre medarbejdernes rettigheder i luftrummet og løse den vigtige opgave med at flyve mennesker til, fra og rundt i Grønland, siger Anders Mark Jensen fra FPU i pressemeddelelsen. 

LÆS OGSÅ Air Greenland advarer om mulig strejke under juleferie

Air Greenland sendte en pressemeddelelse om første strejkevarsel 21. november. I dag skriver de så, at de har modtaget andet strejkevarsel fra FPU. Den varsler mulig strejke fra 2. december. 

Air Greenland svarer FPU igen

Til KNR fortalte FPU i går onsdag, at kabinepersonalet har strukket sig langt for Air Greenland, blandt andet under coronakrisen, og derfor ønsker fagforeningen en større lønstigning til personalet. 

LÆS OGSÅ Fagforening efter strejkevarsel: Personalet har gang på gang hjulpet Air Greenland

Men det er ikke noget Air Greenland kan genkende. De mener, at FPU taler mod bedre vidende. 

- Under Corona havde vi langt færre flyvninger, og det betød også færre flyvedage for vores medarbejdere, så arbejdsbyrden om bord har været reduceret. Lige præcis den medarbejdergruppe har faktisk arbejdet mindre under Corona end mange andre medarbejdergrupper, siger Air Greenlands forhandlingsleder og HR direktør, Mads B. Christensen i pressemeddelelsen. 

FPU nævner desuden til KNR, at kabinepersonalet har fået bremset deres lønstigninger og løntrinsstigninger mellem april 2020 og januar 2022, og så er de også gået fem procent ned i løn under coronakrisen. 

Ifølge fagforeningen er det et eksempel på, hvordan personalet har hjulpet Air Greenland.

Men det er flyselvskabet ikke enig i. 

Air Greenlands ønske under Corona var, at ingen medarbejdere skulle gå ned i løn. De fem procent, som man i øvrigt har fået tilbage efterfølgende, var en ordning, som fagforeningen selv ønskede i forhold til at beholde nogle stillinger, som var overflødige, understreger Mads B. Christensen.

Air Greenland vil fjerne begrænsninger 

Air Greenland mener selv, at kabinebesætningen har bedre arbejdsvilkår end flere andre steder i branchen. 

Men overenskomsten har visse begrænsninger, som Air Greenland gerne vil have ændret på. 

- Overenskomsten har nogle historiske begrænsninger, som gør, at vi ikke kan bruge den arbejdstid, som vi rent faktisk betaler for. Det er det, Air Greenland ønsker at få ændret på i forhold til at gøre selskabet klar til den øgede konkurrence i fremtiden, Mads B. Christensen og forsætter: 

Derfor er vi også villige til at give nogle lønstigninger, men det skal mødes med øget fleksibilitet og øget mulighed for at planlægge vores medarbejderes arbejdstid, så vi rent faktisk også får det, vi betaler for.

Både FPU og Air Greenland er indkaldt til forhandlinger i Forligsinstitutionen på tirsdag 29. november, hvor de skal forsøge at nå til enighed. Ellers kan det resultere i strejke 2. december.