Air Greenland laver ny kontrakt med underleverandør

Efter en artikelserie i netmediet Luftfart.nu om arbejdsvilkår hos en underleverandør til Air Greenland har selskabet revurderet deres kontrakt med virksomheden HiFly.
Skrevet af Merete Lindstrøm
23. april 2018 10:01

I slutningen af marts kunne luftfart.nu fortælle, at en underleverandør til Air Greenland har folk ansat på kontrakter med en månedsløn på 3800 kroner, fyringsvarsel på én dag og egenbetaling af pension, ferie og sygedage.

LÆS OGSÅ Air Greenland får kritik for vikar-løn

Den slags ansættelser falder ikke i god jord hos Air Greenland, lyder det nu.

- Det ligger uden for den måde, vi i hvert fald ville ansætte på, og det er jo så også, det vi har gjort klart for HiFly fremadrettet, at det ønsker vi sådan set ikke, hvis vi skal fortsætte samarbejdet med dem, siger administrerende direktør for Air Greenland, Jacob Nitter Sørensen.

LÆS OGSÅ IA og Siumit revser Air Greenland for arbejdsforhold

Afsløringen om at der på flere Air Greenland-flyvninger i år har været personale med fra HiFly ansat på den type kontrakter, får altså nu konsekvenser for samarbejdet.

 
Foto © : Air Greenland
Jacob Nitter Sørensen, direktør i Air Greenland

- Fremadrettet når vi skriver kontrakt med HiFly, så forpligter de sig til, at de mennesker, de har ansat, og de mennesker der flyver for os, de er ansat på nogle arbejdsvilkår, der dels overholder lovgivningen, men at de også er ansat på nogle vilkår, som svarer til de lønniveauer og branchestandarder, der er på de baser, hvor de er ansat, siger han.

Air Greenland sikrer sig i den nye aftale mod kontrakter, hvor folk selv skal betale pension, sygepenge og forsikringer som en selvstændig konsulent, som det har været tilfældet i de fremviste kontrakter.

- Det vi skriver ind er blandt andet, at de skal være ansat på permanente kontrakter, siger direktøren.

Det betyder ikke, at medarbejderne hos HiFly får noget nær den samme løn, som det Air Greenland betaler sine egne medarbejdere.

- Hvis man overholder de standarder, der er, så er det okay i min verden, siger direktøren.

Han forklarer det med, at en Air Greenland-medarbejder, der blev sendt på arbejde til Filippinerne, heller ikke ville få løn efter Filippinske forhold af den grund.

- De positionerer flyveren fra Lissabon til København, og så flyver de en dag eller to, og så flyver de tilbage til Lissabon. Det er typisk den måde, vi bruger HiFly på. Så i den kontekst vil jeg mene, at de er stationeret i Lissabon, og at de bor i Lissabon, og så er det selvfølgelig de vilkår, som må gælde, siger Jacob Nitter Sørensen.