IA og Siumit revser Air Greenland for arbejdsforhold

Det vækker kritik fra Grønlands to store partier, at Air Greenland har brugt en underleverandør, der har tilknyttet medarbejdere, der får en månedsløn på 3800 kroner.
Foto © : Jess Svane/KNR
29. marts 2018 18:31

En selvstyreejet virksomhed skal have en klar holdning til arbjedsforhold og løndumping. Det er meldingen fra både Inuit Ataqatigiit og Siumut, efter KNR har forelagt dem sagen.

- Nyheden er meget  stødende. Vi skal være klar over, at vort land er medejer af flyselskabet. Ingen kan acceptere det, hvis vi byder på sådanne vilkår, siger Jess Svane fra Siumut.

Bent B. Kristiansen fra IA er enig.

- Ansættelsesmæssige forhold, der underkender de enkelte ansattes rettigheder, må på ingen måde accepteres i selvstyreejede selskaber. Det er så uacceptabelt, at selskabets bestyrelse må træde til, siger han om sagen.

De politiske reaktioner kommer efter, fagmediet luftfart.nu i denne uge kunne afsløre, at selskabet Hifly har medarbejdere tilknyttet på kontrakter med en månedsløn på omkring 3800 kroner.

LÆS OGSÅ Air Greenland får kritik for vikar-løn

Air Greenland hyrede i årets første måneder Hifly til at flyve København-Kangerlussuaq, mens flyet Norsaq blev renoveret.

Men det er ikke nogen undskyldning, at der er tale om en underleverandørs medarbejdere.

- Hvis personalet arbejder under sådanne forhold, så har Air Greenland pligt til at sikre forskellige forhold ved de selskaber, de lejer sig ind på, siger Jess Svane.

Administrerende direktør for Air Greenland, Jacob Nitter Sørensen, understreger overfor KNR, at Air Greennland har en intern politik om, at de skal have ordentlige arbejdsforhold. Men han ser ikke et problem i samarbejdet med Hifly.

- Man kan så kigge ud i branchen og se, at der er brådne kar. Jeg vil ikke vurdere Hifly til at være et af de brodne kar, fordi, som de bekræfter overfor os, så er det deres politik, at de også har orden i de her sager, siger han.