Air Greenland får kritik for vikar-løn

I starten af året har Air Greenland lejet fly og mandskab ind fra en underleverandør, der betaler medarbejdere mindre end 4000 kroner i løn om måneden. Det skriver fagmediet luftfart.nu
Foto © : Jonas Fievé
28. marts 2018 11:56

Medarbejdere hos en portugisisk underleverandør, der har fløjet København-Kangerlussuaq for Air Greenland fra januar til marts i år, arbejder til en månedsløn omkring 3800 kroner og med risiko for at blive fyret med én dags varsel.

Hifly, som selskabet hedder, hyrer medarbejdere ind på vilkår gennem vikarbureauer med hovedkontor i Singapore, som fagforeningen kalder meget dårlige.

- De kontraktvilkår, vi ser hos Hifly, er i vores optik stærkt kritisable, fortæller Thilde Waast, der er formand for Fagforeningen for Flypersonel, FPU, som organiserer flyvepersonale i Danmark og Grønland.

LÆS OGSÅ Air Greenlands Airbus-fly ramt af tekniske problemer

Air Greenlands direktør Jacob Nitter Sørensen har efter sagen er kommet frem kontaktet Hifly for at undersøge påstanden.

- Jeg har fået bekræftet fra Hifly, at de ansættelser, der har været, er kørt gennem et rekrutteringsbureau. Hvordan de vilkår har været, det har vi ikke fået bekræftet, derfor kan jeg heller ikke forholde mig til, om det har været i orden eller ej, siger han.

Vilkårene er ifølge luftfart.nu dokumenteret med kontrakter, de har set, samt samtaler med flere personer.

Formanden for FPU mener, at virksomheden bør tage mere ansvar for de medarbejdere, der arbejder for Air Greenland, uanset ansættelsesforhold.

- Når et ellers overenskomstdækket og ordentligt selskab som Air Greenland vælger at bruge underleverandører, så kan de godt være lidt mere møjsommelige med, hvem de vælger at bruge og tjekke op på hvilke vilkår, deres underleverandører tilbyder deres medarbejdere.

LÆS OGSÅ Air Greenland vil fravælge Narsarsuaq

Men direktøren for Air Greenland mener, han har gjort, hvad han kunne.

- Vi ønsker jo selvfølgelig at vores underleverandører også overholder gældende lovgivning, og det er også derfor, jeg tager kontakt til Hifly´s direktør og spørger, om de har orden i sagerne, og det bekræfter han overfor mig, og så er det svært for mig egentlig at gøre ret meget mere i denne her sag.

Jacob Nitter Sørensen fortæller KNR, at han vil følge op på sagen.