Grønland og Danmark er enige: Agpalilik skal hjem
Den grønlandske jernmeteorit Agpalilik skal hjem.
Det står klart efter et møde mellem Naalakkersuisoq for Uddannelse, Kultur, Idræt og Kirke, Nivi Olsen, og Danmarks minister for forskning, uddannelse og digitalisering, Christina Egelund.
Den grønlandske og danske regering er enige om målet, og arbejdet med at få meteoritten tilbage til Grønland er allerede sat i gang, oplyser Departementet for Uddannelse, Kultur, Idræt og Kirke i en pressemeddelelse.
- Agpalilik hører til i Grønland. Derfor er jeg meget glad for, at der nu er politisk enighed om, at meteoritten skal hjem, udtaler Nivi Olsen.
Det er dog endnu ikke besluttet præcis, hvornår Agpalilik kan fragtes tilbage.
De to museer, Nunatta Katersugaasivia Allagaateqarfialu og Statens Naturhistoriske Museum, skal nu arbejde videre med de juridiske, faglige og administrative spørgsmål.
Delt i 17 stykker
Agpalilik er en del af den såkaldte Cape York-meteorit, som slog ned i Nordgrønland for omkring 10.000 år siden.
Den blev fundet i Avanersuaq i 1963 og bragt til Danmark i 1960'erne. Den vejer omkring 20 ton og blev efter ankomsten delt i 17 stykker.
Det største stykke står i dag uden for Statens Naturhistoriske Museum i København.
Nu skal meteoritten altså tilbage til det land, hvor den blev fundet.
- Jeg har hele tiden været overbevist om, at vi nok skal finde en god vej frem sammen, så Agpalilik kan komme hjem til Grønland. Det er et fuldstændig fair og rimeligt ønske, at grønlænderne kan opleve meteoritten i deres eget land, siger Christina Egelund.
Et politisk krav i flere år
Hjemtagelsen har i flere år været et politisk krav i Grønland.
I juni bakkede et samlet Inatsisartut op om ønsket, efter at tilbagelevering af grønlandske genstande blev skrevet ind i det nye regeringsgrundlag.
Også folketingsmedlem Qarsoq Høegh-Dam fra Naleraq har gennem længere tid presset på for at få Agpalilik tilbage.
Han kalder den politiske aftale et vigtigt resultat.
- Endelig er det officielt blevet en realitet, at Agpaliliks sten fra Avanersuaq skal bringes hjem til Grønland. Det arbejde, der direkte følger ønsket om at få dem tilbage, er nu sat i gang. De oprindelige folk får deres ejendom tilbage, udtaler han i en pressemeddelelse.
Han understreger samtidig, at Agpalilik ikke bliver det sidste krav om hjemtagelse af grønlandsk kulturarv.
- Det her bliver ikke det sidste resultat, vi opnår i denne valgperiode. Vi har flere ting, vi skal kæmpe for, siger Qarsoq Høegh-Dam.
Tusindvis af genstande
Agpalilik er blot én af mange genstande med oprindelse i Grønland, som befinder sig i danske samlinger.
En opgørelse fra Kulturministeriet viste i 2023, at Nationalmuseet alene havde 57.194 genstandsnumre med oprindelse i Grønland.
Statens Naturhistoriske Museum havde blandt andet registreret 17 meteoritter, 11.531 fossile hvirveldyr og mere end 22.000 sten og andre petrologiske genstande fra Grønland.
Samtidig understregede ministeriet, at der ikke findes en samlet opgørelse over alle grønlandske genstande i danske museer, ligesom det ikke var muligt at opgøre deres samlede værdi.
Nu bliver Agpalilik en af de genstande, som faktisk skal finde vej tilbage.
Naalakkersuisut oplyser, at der vil blive orienteret nærmere, når der foreligger en tidsplan for tilbageførelsen.