Aftale ligger klar i Qaasuitsup

I Qaasuistsup Kommunia er politikken faldet på plads, men vi må alligevel vente lidt, før den nye politik bliver offentliggjort.
23. april 2013 09:29

Ole Dorph, Siumut, er ny borgmester for Qaasuitsup Kommunia, og den tidligere borgmester Jess Svane ligeledes Siumut har fået tjansen som 1. viceborgmester. Så meget er blevet klart, men faktisk ligger alt allerede på plads i den store kommune.

Ole Dorph fortæller til KNR, at samtlige udvalgsposter allerede er fordelt, og at samarbejdsaftalen også bare ligger og venter på at blive skrevet under.

Grunden til at det ikke er sket endnu er, at de forskellige politikere bor så langt fra hinanden, at de venter til de bliver indkaldt til første samling i den nye kommunalbestyrelse. Det sker når kommunalbestyrelsens nestor Berhardt Olsen indkalder til møde.

Hvad planen er for de næste fire år i Qaasuitsup, må vi dog vente lidt med at få at vide. Ole Dorph siger nemlig, at han gerne vil vente med at offentliggøre, hvad man er blevet enige om, til aftalen er underskrevet, og den fulde plan kan offentliggøres.