Affald vælter frem, mens sneen forsvinder
Fluer og en stank begynder at brede sig i byer og bygder i Nordgrønland. Årsagen er, at sneen begynder at smelte, og affald langs vejen begynder at tø op efter en hel vinter med frost.
Det er et problem i blandt andet bygderne Niaqornaarsuk og Kullorsuaq i Qeqertalik Kommune og Avannaata Kommunia. Og bygderådsmedlemmet Kristianne Jeremiassen er decideret ked af synet rundt i gaderne i bygden.
- Vores bygd, der ligger ved en flot, flot fjord, er blevet et skændsel efter afbrændingsforbuddet, siger hun om sin bygd Niaqornaarsuk
- Det stinker, og om sommeren er der fyldt med orme og fluer, som vi ikke er beskyttet i mod, og det er vores hverdag, siger Kristianne Jeremiassen.
Også Timotheus Petersen, der er bygderådsmedlem i Avannaata Kommunia, skammer sig over at vise sin bygd frem, for det er det samme syn som i Niaqornaarsuk.
- Jeg vil gerne have, at man forstår vores situation, selvom jeg naturligvis ikke har lyst til at fremstille min bygd på den måde. Men vi kan ikke komme uden om sandheden, og det kan have værre konsekvenser at skjule det for omverdenen.
Kørekort spænder ben
Hele problematikken opstår, fordi det nu er påkrævet at have kørekort til ATV'er for at køre affaldet væk, og det er der ikke mange, der har. Det har resulteret i, at der nu ligger toiletsække samlet langs vejen i bygderne.
- Og hvis vi ikke snart får hjælp, kan vores losseplads ikke komme i orden, siger Timotheus Petersen, og derfor vil det blive ved med at være et problem i bygderne.
Affaldshåndteringen er hver enkelt kommunes ansvar, fortæller Frank Rasmussen, der er direktør i renoveringsselskabet Esani. Han fortæller derfor, at hvis kommunerne selv samler affaldet sammen, kan et af Esanis skibe hente det.
Og det vil ske om to måneder.
Sagen i egen hånd
Bygdebestyrelsen i Kullorsuaq har valgt at tage hånd om problemerne selv.
- Bestyrelsen indkalder virksomheder til møde for at diskutere problemstillingen, og jeg håber, at de når frem til en udtalelse, de kan sende til kommunen, fortæller Timotheus Petersen.
Bormesteren i Avannaata Kommunia, Palle Jeremiassen, fortæller, at kommunen har sendt flere henvendelser til naalakkersuisut om at få dispensation til at brænde affaldet af, så det ikke længere skal fylde på gaderne.
Indtil da må borgene vente på, at havisen smelter, så skibe fra Esani kan komme til at hente affaldet, lyder det i en udtalelse fra både kommunen og Esani.