Afdød polarforsker tabte sit hjerte til Arktis og gav inuit en stemme
Reaktionerne har været overvældende, efter at det er kommet frem, at den franske polarforsker Jean Malaurie mandag 5. februar gik bort 101 år gammel.
Den grønlandske forfatter Aqqaluk Lynge er en af dem herhjemme, som har mødt manden, der beskrives som en pioner, når det kommer til at give inuit en stemme på den internationale scene.
- Malaurie har betyder meget for Grønland og viden om Arktis. Jeg traf ham i 1973, da han inviterede os til en konference om olie og gas. Her mødte vi for første gang inuit fra Canada. Det førte til, at inuit begyndte at mødes mere, og det blev på en måde forarbejdet til dannelsen af Inuit Circumpolar Council (ICC), siger Aqqaluk Lynge, der selv har været formand for netop ICC.
Også i sit hjemland er der stor beundring af Jean Malauries virke. Derfor har ingen ringere end den franske præsident, Emmanuel Macron, skrevet et længere mindeord om den nu afdøde forsker, forfatter og polarfarer.
- Jean Malaurie studerede inuits oprindelse, levevis og sociale liv (…) han blev en forsvarer af de arktiske minoriteter sag, skriver Emmanuel Macron.
Rettede verdens øjne mod Arktis
Den unge Jean Malaurie kom første gang til Grønland, da han deltog i en fransk ekspedition i Nordgrønland. Her var han med i egenskab som geolog.
Det var dog ikke kun det grønlandske landskab, som vakte hans interesse. Under sig ophold havde den franske videnskabsmand nemlig også tæt kontakt til lokalbefolkningen i blandt andet Siorapaluk, hvor han i 14 måneder levede med inughuit og søgte en forståelse af deres liv, fortællinger og skikke.
Ifølge Aqqaluk Lynge blev den tid afgørende for, at Jean Malaurie dedikerede sit liv til Arktis.
- Formålet var at fortælle resten af verden, at her (i Arktis, red.) bor der altså mennesker. Det er et kæmpe land med masser naturressourcer, og vi må forholde os til, hvordan vi skal håndtere konflikter og klimafordringerne i Arktis. På den måde har han åbnet verdens forståelse for de arktiske folk, siger han.
Jean Malauries har lavet flere bøger og film om befolkningen i Arktis. Mest kendt er måske bogen ”De sidste konger af Thule”.
I 1957 grundlagde han desuden ”Center for Arktiske Studier” på det præstigefyldte Sorbonne Universitet i Paris. Det blev startskuddet til, at man i forskningsverdenen fik øjnene op for den arktiske region.
Også i den hjemlige forskningsverden har dødsfaldet fået opmærksomhed. Kort efter nyheden om Jean Malauries død blev offentligt kendt, udsendte Ilisimatusarfik en kondolence, hvor de anerkender hans forskning og mangeårige dedikation for den arktiske region.
Jean Malaurie er både blevet tildelt Dannebrogordenen og modtog i 2009 Nersornaat-medaljen i guld fra naalakkersuisut.