Ægtepar bag Inuk Design får årets kulturpris

For første gang nogensinde får et ægtepar kulturprisen, som er blevet uddelt af Naalakkersuisut siden 1982.
Det var ægteparret bag Inuk Design, Liv Aurora Jensen og Peter Jensen, som løb med årets kulturpris.
Skrevet af Kim Hinrichsen
21. juni 2023 13:48

Det blev ægteparret bag Inuk Design, grafiker og designer Liv Aurora Jensen og filminstruktør Peter Jensen, der i år løb med Naalakkersuisuts kulturpris.

Selvom de ikke helt troede på det, da de fik beskeden:

- Da jeg blev ringet op for små tre uger siden, troede jeg det var telefonfis, men det var det ikke.

Den var god nok. Selvom det er specielt, at det er et ægtepar, som modtager prisen sammen. Faktisk er det første gang, det sker.

Og der havde heller ikke været noget Inuk Design, hvis de to kulturpersonligheder ikke havde fundet hinanden og kærligheden:

- Uden dig. Uden din urokkelige tro på mig, din kærlighed og støtte ville jeg ikke stå her i dag. Og Inuk Design ville ikke have været til.

Kulturprisen er blevet uddelt på Nationaldagen siden 1982 - og sammen med hæderen følger 50.000 kroner.