Strik under Nordlys: Liv nyfortolker de grønlandske traditioner i ny bog

For at gøre verden opmærksom på grønlandsk kultur, nyfortolker designer Liv Auroa Jensen de traditionelle mønstre og motiver i sin nye strikkebog.
Liv Auroa Jensen 3
Det er første gang, at designer og fritidsstrikker, Liv Auroa Jensen, er sprunget ud i at skrive en strikkebog. Foto © : Teitur Larsen
Skrevet af Teitur Larsen
25. december 2022 11:01

I sin kælder under sit hjem, har designer Liv Aurora Jensen sin designbutik, Inuk Design. Her hænger papirsklip fra loftet, plakater på væggene, og der står træfigurer på bordene. Alt er inspireret af Grønlands natur og kultur. Men som noget nyt finder du også en bog. Den hedder Strik under Nordlys, og det er første gang, at designeren kaster sig over strik.

Hun tager sin bog i hånden og slår op på en vilkårlig side.

- Jeg vil gerne bidrage til, at det her bliver en grønlandsk trøje. At det bliver en trøje, man tydeligt kan se, kommer fra Grønland, fordi mønsteret ikke rigtig er set nogen andre steder før, siger hun.

Det er et generelt udtryk, som Liv Aurora Jensen vil bringe frem i sine designs. Som køber skal man ikke være i tvivl. Det var hun heller ikke selv, da hendes mand foreslog hende at springe ud i strik.

Coronaboblen

Da coronapandemien ramte, skulle Inuk Design - som mange andre virksomheder – lukke. Det var hårdt for den lille kælderbutik, men det gav også Liv Aurora Jensen tid til at tænke i nye baner.

Sammen med sin mand begik hun sig ud i at brainstorme.

- Jeg kunne se, den nye trend var, at alle folk strikkede. Det har altid været mega yt, fordi det kun var gamle damer, der sad og strikkede. Så foreslog min mand mig at skrive en bog om grønlandsk strik, fortæller hun.

Liv Auroa Jensen
Liv Auroa Jensen Foto © : Teitur Larsen

Der var kort fra idé til handling. Straks kastede hun sig ud i at researche om grønlandsk strik, men til sin egen overraskelse, var der ikke meget at finde.

- Jeg fandt ud af, at der ikke er skrevet nogle deciderede strikkebog med strikkeopskrifter siden 1990’erne af Gudrun Chemnitz. Og så tænkte jeg – aha! Måske skulle jeg skrive den næste strikkebog. Og nu er den her, siger Liv Aurora Jensen.

Stort arbejde

Selvom Liv Aurora Jensen selv er en garvet fritidsstrikker, så har det været en stor udfordring at skrive en hel bog om strik. To år har det taget hende.

- Det har været en fuldstændig uforudsigelig rejse. Jeg vidste ikke, det ville tage så lang tid at skrive sådan en strikkebog, siger hun.

I bogen finder du opskrifter på Liv Aurora Jensens egne designs. Hun har ladet sig inspirere af de nordiske landes traditioner.

- Efter min mening sidder den islandske trøje meget stramt, hvorimod den norske er lidt mere baggy i det. Og så vil jeg gerne lave en trøje, der er lidt midt imellem. Så det var sådan noget med, at jeg skulle fusionere de to mønstre og få det hele til at gå op. Så det har været en kæmpe matematisk rejse, griner hun og fortsætter:

- Bare spørg min mand hvor ofte, jeg har siddet og bandet og svovlet, fordi jeg ikke kunne få det til at gå op.

Hun vil nemlig ramme det helt rigtige, unikke udtryk, der omfavner det grønlandske.

Inspiration

Bogens titel taler for sig selv; Strik under Nordlys. Det er den arktiske natur og den grønlandske kultur, der er overført til strik.

Liv Aurora Jensen peger på sit bryst, hvor der er strikket små duske af pels i forskellige farver ind i trøjen.

Liv Aurora Jensen
Liv Aurora Jensen Foto © : Teitur Larsen

- Det er en fortolkning af perlekæderne på vores nationaldragter. Det er for at skabe den her identitet eller genkendelse, siger hun.

Det er en nyfortolkning af det traditionelle. Noget, der kommer naturligt til hende, når hun designer.

- Jeg går ind i sådan et kreativt univers, hvor jeg er i sådan en boks, og så tager jeg det bare, som det kommer. Når jeg sidder og strikker, så ved jeg egentlig ikke rigtig, hvad det er, jeg strikker. Ligesom når jeg tegner. Så er det som om, det er blyanten, der fører stregen, forklarer hun.

Derfor skal købere af bogen heller ikke låse sig fast på strikkeopskrifterne.

- Prøv at freestyle lidt undervejs, siger hun.

Du kan købe Strik under Nordlys i Inuk Designs butik.