Adoption i 1951: Myndighederne førte Dina Hansens hånd på adoptionspapirer
Første del af historien blev bragt i går og kan læses her.
39-årige Margrete Johansens grønlandske mor levede i bedste velgående i Paamiut.
Beskeden vendte op og ned på alt det, som hun altid var blevet fortalt: nemlig at moren var død af tuberkulose, og det var sket kort efter, at hun bortadopterede Margrete Johansen som helt lille.
Dagen efter mødet med sin morbror i Bredebugt bliver hun inviteret til familiefest på hans terrasse i Ilulissat.
Her er hendes to morbrødre, deres koner, deres børn, som er Margrete Johansens kusine og fætre - og flere træk er genkendelige.
Jeg ser så mange fysiske træk, som jeg kender. Det her er mennesker, som jeg kender. Her føler jeg mig helt på hjemmebane, siger hun.
Familien fortæller, hvordan Margrete Johansen altid har været kendt som 'det stjålne barn'. Hendes mor fik ikke andre børn, og faktisk har familien ledt efter hende.
I 1951 blev Margrete Johansen adopteret af et dansk par i Ilulissat og bragt til Danmark.
Hele hendes opvækst og ungdom fik hun at vide, at hendes grønlandske mor gav hende bort og kort efter døde af tuberkulose.
Som 39-årig rejste Margrete Johansen til Ilulissat og fandt sin familie - inklusiv sin mor, som var i live.
Historien er en af beretningerne om adoptioner i Grønland før 1979, som skete på et tvivlsomt grundlag.
Under uddannelsesophold i Danmark mange årtier tidligere har morbroderen forsøgt at finde hende, men Margrete Johansens skiftende adresser og efternavne - på grund af den kvindelige adoptants mænd - havde gjort eftersøgningen så godt som umulig.
Men nu kan hun mærke, alene ved at være i Ilulissat, at noget er helt forandret og rodfæstet.
- Der er sådan en hjerte-elastik, der bliver strammet op her. Den virker. Her hører jeg til. Her er den styrke, som jeg jo faktisk har haft med mig hele livet, fortæller Margrete Johansen.
Sammen med familien ringer de moren op i Paamiut. Hendes fulde navn er Dina Asapa Bolette Hansen.
Samtalen med moren er så stor for Margrete Johansen, at episoden i dag er falmet i hendes erindring.
- Jeg snakker med hende for første gang. Altså jeg kan ikke rigtig huske det, fordi det er så stort at snakke med sin mor. Alle andre mennesker kan bare ringe hjem og sige ’hej mor, hvad skal du se i fjernsynet i dag?’ Men jeg snakker med min mor for første gang, da jeg er 39 år gammel... Og det er fandeme vildt!
En ført underskrift
Mødet med familien i Ilulissat bliver bare den første af mange. Men Margrete Johansen når ikke at mødes med sin mor under turen til Grønland.
Efter hjemkomsten sender de i stedet breve til hinanden, og året efter rejser Margrete Johansen igen til Ilulissat. Denne gang er moren også rejst til byen og bor hos en af sine brødre.
Og så ser Margrete for første gang i sin egen erindring sin mor. Og moren møder en 40 år gammel datter - igen.
Da jeg mødte hende, viste hun mig, at hun i sin pung havde et billede af mig som baby. Og det var det billede, hun også bar i sig. Og så kommer jeg og er blevet 40 år i mellemtiden.
Mor og datter ses så meget som muligt over de næste dage, hvor de går ture og snakker. Om livet, om familien, om adoptionen, om grønlandske traditioner.
Faren til Margrete Johansen har moren ikke lyst til at fortælle om.
Men ifølge moren har det aldrig været hendes hensigt at bortadoptere datteren. Tværtimod. Hun forklarer, at hendes far - Margrete Johansens morfar - var kajakpost og døde i tjenesten. Dina Hansens mor - Margrete Johansens mormor - var alene med adskillige børn, hvoraf hun var den ældste.
Sammen boede de to hos mormoren, ind til kolonibestyreren og byens læge en dag dukkede op. Et dansk par i byen var uden børn, og hos Margrete Johansen mor og mormor var forholdene lidt klemte uden en mand til at forsørge familien.
Udfaldet blev, at Dina Hansen måtte aflevere datteren.
- Min mor beskriver den måde, hun skrev under på papirer på. De holdt hendes hånd og førte den… Altså hun laver en bevægelse, hvor de fører hendes hånd til underskriften, fortæller Margrete Johansen.
Moderen beretter også om forsøget på at finde sin datter igen kort efter.
- Som min mor beskriver det, har de været inde og tvinge hende til måske at låne sit barn ud. Det er det, hun har forstået. Og så har hun gået ned til huset for at få barnet tilbage, og den kvindelige adoptant sagde: ’Det kan du ikke få. Nu har vi det’, fortæller Margrete Johansen.
Fortiden kan de ikke lave om. Men den grønlandske levestil, traditioner og normer og madlavning forsøger moren at give Margrete Johansen bare lidt af.
- Hun kan lære mig, hvordan jeg for eksempel skræmmer hunde væk. Hun skynder sig at give mig alt det, hun kan nå at give mig, fortæller Margrete Johansen.
Tvivl om sandheden bag adoptionen
Tilbage i Danmark går årene. Margrete Johansen har selv både et arbejde, børn og børnebørn. Og selv om telefon, breve og mails er opfundet, går der af og til lange perioder mellem kontakten til moren.
Samtidig melder der sig en tvivl. Kan hun stole på sin mors forklaring? Blev hun vitterlig givet bort med tvang?
Og hvorfor vil moren ikke rejse til København og bo en tid hos Margrete Johansen og møde hendes familie? Moren er under årene også indlagt på Rigshospitalet, uden at Margrete Johansen bliver kontaktet.
På et tidspunkt flader kontakten ud. Forstår du, samtidig raser den her vrede inden i mig, og den her: ’Kan jeg nu stole på, at det er rigtigt? At det ikke var med vilje, at jeg kom herned?”
En stribe år efter bliver Margrete Johansen folkepensionist. Og tiden væk fra arbejdsmarkedet giver hende overskud til at dykke ned i sin adoptionssag og mødes med andre adopterede, både fra Grønland og andre lande.
En adopteret fyr fra Korea fortæller hende, at han har ophævet sin adoption i vrede over måden, den har fundet sted på. Og historien får Margrete Johansen til at dykke ned i sine adoptionspapirer.
Papirer, der viser sig at gøre hendes tvivl til skamme.
- Så jeg læser dem igennem og tænker: ’Det er sgu rigtigt’, hvad min mor sagde: Det her er faktisk ikke foregået på en okay måde. De har faktisk taget mig fra hende, uden hun har været indforstået med det, siger Margrete Johansen.
Vil ophæve adoptionen
Med oplysningerne tager hun en beslutning: Der er gjort så meget uret - både mod Margrete Johansen, hendes mor og resten af familien, føler hun. Derfor skal adoptionen ophæves - bedre sent end aldrig.
I 2016 køber Margrete Johansen en flybillet til Grønland. Inden har hun skrevet til sin mor og spurgt, om hun vil ophæve adoptionen. Men der kommer intet svar retur.
I stedet møder hun sin mor i Ilulissat, hvor moren i mellemtiden er flyttet til.
- Så mødes vi. Og det er et meget fantastisk øjeblik. Min mor er i de mellemliggende år blevet gammel og sunket sammen. Men vi har fem dage sammen, hvor jeg for allerførste gang i mit liv er hjemme i min mors hjem. Altså ikke for allerførste gang i mit liv, men i mit voksenliv, siger Margrete Johansen.
Med sig har hun papirerne, der med morens underskrift kan ophæve den 65 år gamle adoption. Men Margrete Johansen får ikke det ønskede svar.
Hun siger, at hun synes, at vi er blevet for gamle til det med at ophæve adoptionen.
Det ærgrer hende. Men hun accepterer morens valg.
- Så pakker jeg bare papirerne væk og tænker: ’Det er så ikke hendes behov. Det er okay. Nu skal jeg bare bruge den her tid, som vi har sammen’.
I stedet bruger de dagene til at snakke. Blandt andet om Margrete Johansens biologiske far, som moren tidligere ikke har villet tale om.
Dagen inden Margrete atter skal på atlantflyveren, melder moren dog noget nyt ud. Hun vil alligevel gerne underskrive papirerne, der skal ophæve adoptionen.
LÆS OGSÅ Forsker opfordrer til undersøgelse af bortadoptioner af grønlandske børn
- Vi udfylder papirerne. Og vi får taget afsked med hinanden. Og hun får sagt alt det, som hun har brug for at sige, og jeg får sagt alt det, som jeg har brug for at sige. Og dagen efter tager jeg så tilbage til Danmark for at komme hjem og for at få ordnet det med papirerne.
Det bliver sidste gang, at Margrete Johansen ser sin mor.
I januar 2017 dør Dina Asapa Bolette Hansen. Forinden har hun og Margrete nået at være lovformelige mor og datter i fire måneder.
I dag ser Margrete Johansen tilbage på forløbet med stor taknemmelighed.
- Jeg er enorm glad for, at det lykkes. Der ligger en enorm befrielse i at få brudt båndet til en sammenhæng, man ikke har lyst til at være en del af og og få flyvekraften tilbage, siger hun - vel vidende, at mange andre adoptivbørn aldrig oplever samme forløsning.
- Jeg var så heldig, at jeg blev hentet. Det er der ikke ret mange af os, der bliver, siger Margrete Johansen.
