Aalborg tager sproghensyn i misbrugsbehandling

Efter nytår åbner Aalborg Kommune en misbrugsbehandling udelukkende på grønlandsk.
Behandlere fra Katsorsaavik i Nuuk skal hjælpe til i Aalborg Kommune. Foto © : Peter Leth/Flickr Creative Commons
27. november 2015 05:01

Det sker for bedre at kunne hjælpe grønlandske borgere, som kommunen tidligere har haft svært ved at fastholde i dansksprogede behandlinger af alkohol og andre rusmidler.

Det fortæller leder af Center for Voksne i Aalborg Kommune, Johnny Friis.

- Det, vi har oplevet, er, at selv om det er borgere fra Grønland, der kommer herned og kan tale dansk, så er der nuancer, der gør, at der nogle gange opstår misforståelser.

- Og den kombination af at have kulturen og kende baggrunden for, hvad de grønlandske borgere kommer fra, tror jeg kan være med til at styrke det samtidig med, at man også sprogligt er fuld på højde med hinanden, siger han til KNR.

Læs også Aalborg stopper velkomstpakke-tilbud

 

Forsøg de næste to år

Det bliver behandlere fra Katsorsaavik i Nuuk, som kommer til at stå for den grønlandske misbrugsbehandling i Aalborg, oplyser Aalborg Kommune.

Behandlingen bliver ambulant, altså uden indlæggelse, og med plads til op til 20 borgere ad gangen. Og den bliver en del af et større støtteprogram, hvoraf resten af behandlingen dog foregår på dansk.

Læs også UDSATTE Forening kræver kultur-tolke i Aalborg

Behandlingen er foreløbig et forsøg i de kommende to år. 

Aalborg Kommune har afsat 200.000 kroner i 2016 til sagen, men leder af Center for Voksne, Johnny Friis, siger til KNR, at han forventer, at tilbuddet på sigt bliver permanent.