Aaja: Uacceptabelt at smøre oprydning af på Grønland

Danmark skal ikke skubbe ansvaret for oprydning af militære baser over på Grønland, mener IA.
Foto © : Maasi Pedersen/KNR
05. november 2016 11:05

Det er uacceptabelt, når miljøminister Esben Lunde Larsen på et samråd torsdag i Folketinget henviser til, at Grønland har hjemtaget ansvaret for miljøområdet i 1989. 

For dermed blev der åbnet en dør for, at Grønland kan blive medansvarlig for en eventuel oprydning af de gamle USA-baser.

- Jeg synes, det er uacceptabelt, at man ligesom smører den af på Grønland og siger, at det er Grønland, der har et ansvar, når vi snakker om tidligere, militære aktiviteter, hvor det er en aftale mellem Danmark og USA, uden at Grønland har været involveret historisk set, siger folketingspolitiker for Inuit Ataqatigiit, Aaja Chemnitz Larsen, til KNR.


Ministerierne har haft god tid

Miljøministeren og udenrigsminister Kristian Jensen var indkaldt til samråd om miljøoprydning af Camp Century-basen og andre amerikanske baser i Grønland.

Sidstnævnte pointerede, at embedsfolkene har brug for mere tid til at gennemgå hver enkelt aftaletekst med USA om oprydningsansvaret

Men det burde ministerierne for længst have styr på, mener Aaja Chemnitz Larsen. 

- Samrådet er indkaldt allerede den 16. august. Det vil sige mere end to en halv måned - næste tre måneder - siden. Der er et helt ministerium, der har mulighed for at grave det her aftale komplekt igennem og undersøge, hvad der er op og ned i forhold til en ansvarsfordeling. Så jeg synes, det er et udtryk for, at man ikke har prioriteret området nok fra dansk side.

Miljøministeriet vil nu igangsætte en undersøgelse af omfanget af miljøforureningen ved Camp Century.