Aaja og Aleqa: Vi vil høre grønlændere i Danmark

Hvordan sikrer man bedre modtagelse og inklusion af grønlændere i Danmark? Det er det overordnede spørgsmål de to grønlandske folketingspolitikere Aaja Chemnitz Larsen og Aleqa Hammond stiller deres landsmænd i Danmark ved to dialogmøder i De Grønlandske Huse i Jylland i denne uge.
Foto © : Det Grønlandske Hus i Aarhus
Skrevet af Karsten Sommer
09. februar 2016 15:08

Onsdag i Aalborg, og i Aarhus på torsdag inviterer de to politikere til en åben debat om hvordan grønlændere i Danmark sikres bedst mulig modtagelse og inklusion når de flytter til Danmark.

Det sker forud for en kommende høring om emnet i Folketinget til foråret.

Inuit Ataqatigiits Aaja Chemnitz Larsen påpeger hvor vigtigt det er at sikre en tidlig indsats over for de grønlændere, der flytter til Danmark.

- At bo i Danmark er meget anderledes end det vi kender til i Grønland, og det kræver kendskab til systemet for at få den rette hjælp tidligt, så man kan blive en aktiv del af det danske samfund, siger IA-eren.

Også Siumuts Aleqa Hammond har fokus på de problemer mange her fra landet får, når de flytter til Danmark:

- Et menneske, der går til grunde i samfundet, er et for meget. Vi skal forhindre, at vores grønlandske medborgere havner i sociale problemer. Selvom de sociale myndigheder gør en stor indsats, så sker det ofte først, når det er for sent, siger Aleqa Hammond før ugens dialogmøder.

Det foregår onsdag klokken 16 i Det Grønlandske Hus i Aalborg, dernæst torsdag kl.16 i Det Grønlandske Hus i Aarhus - og endelig i Det Grønlandske Hus i København - mandag d. 22. februar kl. 17.00.