Aaja Chemnitz peger på Mette F - og holder møde med Løkke senere i dag

Aaja Chemnitz peger på Mette Frederiksen som statsminister, men hun vil også mødes med Lars Løkke i dag
Aaja Chemnitz peger på Mette Frederiksen som statsminister. Foto © : Scanpix
04. november 2022 11:40

Opdateret med interview med Aaja Chemnitz. 

Aaja Chemnitz fra Inuit Ataqatigiit vil pege på Mette Frederiksen (Socialdemokratiet) som statsminister. 

Det har hun gentaget i dag efter sit første møde med Danmarks fungerende statsminister, som er i fuld gang med at undersøge, om hun kan danne en ny regering i Danmark.

-  Mette Frederiksen er den statsministerkandidat, der står med de bedste kort på hånden, siger Aaja Chemnitz.

Hun hæfter sig ved især én ting: Nemlig Mette Frederiksens undskyldning til eksperimentbørnene i foråret. 

- Der er et flertal, der peger på Mette Frederiksen. Jeg synes, hun har været god til at give denne her undskyldning, hun har udvist politisk mod, siger hun til Ritzau.

- Det har været rigtig vigtigt for os at turde at kigge på den ikke så pæne historie mellem Grønland og Danmark, siger Aaja Chemnitz.

Løkke skrev på valgnatten

Hun har 10 krav til en kommende regering - men senere i dag skal hun også mødes med Lars Løkke Rasmussen fra Moderaterne. 

Han skrev til hende på valgnatten for at afsøge mulighederne at etablere et alternativt flertal. Og Aaja Chemnitz er ikke afvisende over for en bred regering, hvor Lars Løkke sidder med. Da Løkke var statsminister, var han lydhør, siger hun.

- Mit ønske er, der det bliver en bred rød regering. Der kan vi få mest igennem, når vi taler om grøn omstilling, børn, unge, sundhed og velfærd, siger Aaja Chemnitz til KNR. 

- Alternativt vil jeg pege på en midterregering – det kan være med Socialdemokratiet og Moderaterne. Det kunne også være Socialdemokratiet, Moderaterne og Venstre. Det kan vi godt se os selv støtte.

Men du skal mødes med Lars Løkke senere i dag?

- Jeg ser nogle muligheder med Lars Løkke om et samarbejde med for eksempel erhvervsudvikling i Grønland. Så jeg ser nogle ting, som Lars Løkke er optaget af politisk i forhold til Grønland. Det er dog vigtigt for mig at understrege, at uanset hvilket scenarie, det bliver – så er det Mette Frederiksen, jeg peger på som statsminister for en rød dansk regering, siger Aaja Chemnitz til KNR.

Med Aki-Mathilda Høegh-Dam og Aaja Chemnitz følger to røde mandater til Folketinget. Og dem har statsminister Mette Frederiksen hårdt brug for, hvis hun vil danne en helt rød regering:

LÆS OGSÅ Mette F. ser gode muligheder for bred regering før forhandlinger

Rød blok fik nemlig 87 mandater ved valget i tirsdags. 

Blå blok har fået 73 mandater. 

Det vil sige, at ingen af de to blokke kan tælle til 90 mandater – og dermed er der altså ingen af de to blokke, der har et flertal.

Det betyder, at begge blokke er afhængige af andre for at få et flertal - og det kan gøre de nordatlantiske stemmer rigtigt interessante. 

Aki-Matilda Høegh-Dam er glad

Ud over Aaja Chemnitz og Aki-Mathilda Høegh-Dam kommer Sjúrður Skaale fra Javnaðarflokkurin på Færøerne også til at pege på Mette Frederiksen som statsminister– og så har rød blok lige præcis 90 mandater - og lige præcis et flertal.

Mette Frederiksen har dog sagt, at hun vil undersøge, om hun kan lave en bred regering hen over midten. Og hvis det sker, behøver de nordatlanstiske mandater ikke at være afgørende. 

LÆS OGSÅ Aaja og Aki-Matilda til audiens hos statsministeren: Kræver ændringer

I dag er Mette Frederiksen begyndt på regeringsforhandlingerne med Folketingets partier. Også Siumuts Aki-Matilda Høegh-Dam har været til møde.

 - Først og fremmest er jeg glad for, at Siumut allerede nu har indledt de første drøftelser med Mette Frederiksen efter Folketingsvalget. Det giver forhåbninger til at opnå gode resultater for Kalaallit Nunaat, siger Aki-Matilda Høegh-Dam i en pressemeddelelse.