Aaja Chemnitz: Anstaltsbetjente skal have bedre løn og bedre uddannelse

Grønlandske anstaltsbetjente bør modtage mere teoretisk undervisning og have mere i løn, vurderer folketingspolitiker.
Ifølge folketingspolitiker Aaja Chemnitz Larsen bør anstaltsbetjente i Grønlands uddannes bedre. (Arkivfoto) Foto © : IA Folketingimi
17. december 2019 06:54

Hvis det skal være muligt at rekruttere flere anstaltsbetjente i Grønland og fastholde dem, skal de have mere i løn, og uddannelsesniveauet skal ses efter i sømmene.

Sådan lyder det fra folketingspolitiker Aaja Chemnitz Larsen fra IA. 

Hun udtaler sig, efter at en arbejdsgruppe under Justitsministeriet har udgivet et notat om løn- og ansættelsesforholdene for politibetjente og anstaltsbetjente i Grønland.

- De fire rapporter, som vi har bestilt allerede i 2017, peger på, at der bør være et udligningstillæg, fordi man på den måde kan være med til at løfte lønnen for anstaltsbetjente.

- Det er noget, vi har bakket rigtig meget op om fra vores side, men det er også vigtigt, at det skal ses i sammenhæng med uddannelsesniveauet, siger hun.

Modsat polititjenestemænd i Grønland får anstaltsbetjente, som det er nu, ikke noget udligningstillæg. 

LÆS OGSÅ Jubel over udsigt til højere løn til anstaltsbetjente

Forskel på uddannelser i Danmark og Grønland

I den danske finanslov er der afsat 49,2 millioner kroner til justitsområdet i Grønland. En del af de penge skal bruges til at hæve lønnen til anstaltsbetjentene, påpeger Aaja Chemnitz Larsen. Hun vil dog ikke lægge sig fast på et bestemt beløb.

Sammenligning af lønniveauer:

  • En anstaltsbetjent i Grønland med mellem nul og to års anciennitet tjener i gennemsnittet 19.365 kroner om måneden inklusive faste tillæg.
  • En fængselsbetjent i Danmark med mellem nul og to års anciennitet tjener i gennemsnittet 24.769 kroner om måneden inklusive faste tillæg.

Kilde: Arbejdsgruppe under Justitsministeriet

Uddannelsen til anstaltsbetjent i Grønland er toårig, mens uddannelsen til fængselsbetjent i Danmark varer tre år. 

Desuden får man i Grønland løn under hele uddannelsen, mens der i Danmark bliver givet løn i praktikperioden og SU under skoleopholdene. 

Forholdene omkring uddannelserne skal også afspejles i udligningstillægget, vurderer Aaja Chemnitz Larsen.

Det vil sige, at Chemnitz Larsen ikke forlanger, at de grønlandske anstaltsbjetjente skal have fuldstændig samme løn som de danske fængselsbetjente, som det er nu, da de danske betjentes uddannelse er længere.

Til gengæld vil hun dog gerne have forbedret uddannelsen af de grønlandske anstaltsbetjente. Uddannelsen bør blandt andet indeholde mere teoretisk undervisning, mener hun.

LÆS OGSÅ Fængselsformand om lønforskel på 5000 kroner: Det er vi nødt til at gøre noget ved

Man skal se på løn og uddannelser samtidig

Spurgt til, om det er uddannelsen eller lønnen, der skal forbedres først, lyder svaret:

- Man bør kigge på det samtidig.

Aaja Chemnitz Larsen foreslår, at lønnen bliver hævet hurtigst muligt med mulighed for, at den kan blive hævet mere på længere sigt.

Hun understreger samtidig, at det også er vigtigt at hæve uddannelsesniveauet af hensyn til fastholdelse af medarbejderne.

Det har længe været kendt, at anstaltsbetjente får mindre i løn, end fængselsbetjentene i Danmark, som notatet slår fast.