Åbningsdag for Mælkebøttecentrets nye afdeling er forsinket

Efter efterspørgsler fra landets kommuner og sundhedsvæsenet, kan Mælkebøttecentret endelig snart assistere med anbringelsessager om børn mellem nul og tre år. Men åbningsdatoen er forsinket.
Boenheden befinder sig i Nuuk, men den kommende leder fortæller, at døgninstitutionen skal modtage børn fra alle kommuner i Grønland. Foto © : KNR
Skrevet af Ivalu Nivi Johansen
23. august 2025 10:00

1.september var åbningsdagen for den nye boenhed Aili. Den dato er udskudt på ubestemt tid, fordi byggeriet stadig er i gang.

For første gang åbner Mælkebøttecenteret en døgninstitution til helt små børn. Her er der plads til otte børn i alderen nul til tre år.

- Det vigtigste fokus vil være, at børnene lærer at skabe en sundt tilknytningsevne, altså at de lærer at tilknytte sig til andre mennesker i boenheden. Der skal være stabile omgivelser og en omsorgsfuld og kærlig pleje. Vi vil også vurdere, om forældrene kan dække barnets behov.

Det fortæller boenhedens leder, Arnajaraq Hammeken, til KNR.

Boenheden Aili skal have en forebyggende effekt, for at forhindre udviklings og trivselsmæssige vanskeligheder hos småbørn.

Personalets kompetencer skal være høj

Fordi personalet i afdelingen skal arbejde med små børn i sårbare situationer er det vigtigt for afdelingslederen, at personalets kompetencer udvikles vedvarende.

- Det er meget vigtigt for os, at personalet får videreuddannelse for at øge deres viden – for eksempel om påvirkning under graviditet, og hvordan man støtter et barn efter fødslen, siger Arnajaraq Hammeken.

Den nye institution skal drives med en socialpædagogisk virkning, med mulighed for terapeutisk behandling for både børn og forældre, samt mulige plejefamilier, fortæller Arnajaraq Hammeken 

Hun fortæller også til KNR, at institutionen ønsker at inddrage forældrene, så de også er med i processen under hele behandlingen.

- De (børnene, red.) skal bo her uden deres forældre, men det er meget vigtigt for os, at der hele tiden er tæt samarbejde med forældrene.

En sund overgang stræbes der efter

Mælkebøttens hjemmeside fortæller institutionen, at:

- Omsorgssvigt er et stigende og synligt problem i Grønland og er årsag til, at mange børn og unge må anbringes uden for hjemmet på enten døgninstitution eller i en plejefamilie. Anbringelserne sker ofte meget sent i barnets liv. Dette skyldes dels, at der for nuværende ikke eksisterer tilstrækkelige anbringelsesmuligheder for spædbørn.

Og det er ifølge institutionen årsagen til den nye afdeling. Som en del af et barns tid på Mælkebøttecenteret vil det blive vurderet, hvad der skal ske som det næste: 

- Vi vil vurdere, om det er trygt for barnet at komme hjem til forældrene igen, eller om de skal videre til en plejefamilie, fortæller Arnajaraq Hammeken og uddyber:

- Men det er vigtigt, at opholdet ikke bliver for langt. Det kommer også an på, hvordan babyerne og de små børn har det, og hvilke anbefalinger vi får, siger hun.

Anbefalingerne får de fra socialmedarbejdere og terapeuter, som også kommer til at være en del af boenhedens team.