68-årig mand havde ikke opdaget, at han var stukket med kniv

Et knivstikkeri i Nuuk blev først opdaget i morges, da den 68-årige mand blødte kraftigt fra ryggen. En 60-årig mand er anholdt.
De to mænd var begge til fest i Nuussuaq, hvor den 68-årige så blev stukket med en kniv i lænden og ryggen. Foto © : Kalaallit Nunaanni Politiit / Grønlands Politi
Skrevet af Teitur Larsen
22. september 2023 16:55

En 68-årig mand i Nuussuaq i Nuuk vågnede ikke kun op med ondt i hovedet efter en våd fest natten til fredag 22. september.

Han vågnede også op til en blodig seng og ondt i ryggen.

- Han var ikke klar over, at han var stukket med kniv, fortæller vagtchef i Grønlands Politi Carl Sværd.

En anden 60-årig mand er anholdt og sigtet for at have stukket den 68-årige mand i lænden og ryggen med en kniv.

- Han vågnede i morges og opdagede at han blødte kraftigt fra ryggen, fortæller Carl Sværd og understreger, at den 68-årige mand er uden for livsfare.

Vagtchefen forventer ikke, at den 60-årige mand fremstilles for kredsretten. Han forventes løsladt senere på dagen, men han vil stadig være sigtet for hændelsen.