50 millioner kroner er på vej til domstolene i Grønland

Flere dommere, flere tolke og digital tinglysning kan være på vej til de grønlandske domstole, meddeler Inuit Ataqatigiit i Folketinget.
Domstolene er et dansk ansvarsområde, og derfor er forhandlingerne foregået med grønlandske repræsentanter i Folketinget. Foto © : Dorthea Reimer-Johansen
Skrevet af Christine Hyldal
22. november 2023 12:19

I løbet af de næste fire år bliver der afsat 50 millioner kroner til domstolene i Grønland. 

Det skriver Inuit Ataqatigiit i Folketinget i en pressemeddelelse.

Forhandlingerne er netop sluttet, og ifølge Aaja Chemnitz Larsen, der sidder i Folketinget for IA, kan domstolene nu se frem til digital tinglysning og flere dommere.

- Det er lykkedes os at sikre 50 millioner kroner til domstolene i Grønland, hvilket forhåbentlig kan være med til at komme de mange udfordringer til livs, siger hun i pressemeddelelsen.

- Vi er gået til forhandlingerne med et princip om, at domstolene i Grønland skal være tidssvarende og af høj standard. Derfor glæder det mig, at der nu blandt andet er sikret midler til forbedrede IT-systemer, herunder digital tinglysning og til at nedbringe sagsbehandlingstiden, som på nuværende tidspunkt er uacceptabelt høj.

To tolke og to kredsdommere

Domstolene er et dansk ansvarsområde, og derfor er forhandlingerne foregået med grønlandske repræsentanter i Folketinget.

- Jeg har i forbindelse med forhandlingerne været i dialog med repræsentanter for domstolene og haft et tæt samarbejde med naalakkersuisoq for justitsområdet. Vi har sammen lagt et fælles pres på justitsministeren for at få aftalen i hus til fordel for Grønland, siger Aaja Chemnitz Larsen.

De 50 millioner kroner er afsat i perioden 2024-2027.

De skal også bruges på at uddanne og ansætte yderligere to kredsdommere og to retssekretærer  til de mest belastede kredsretter. 

Pengene skal også bruges til at ansætte to tolke mere.