50 Boeing-fly holdes på jorden efter fund af revner

Boeing har fundet revner i op mod 50 737 NG-fly efter et krav om inspektion af flytypen verden over.
Boeing 737 MAX-flyene har siden marts været underlagt flyveforbud over hele verden på grund af to dødsulykker i Indonesien og Etiopien inden for fem måneder. Foto © : Mike Blake/Reuters/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
31. oktober 2019 15:31

Den allerede kriseramte flyproducent Boeing står nu over for nye sikkerhedsbekymringer.

Boeing oplyser i en meddelelse i dag, at der er fundet tegn på revner i op mod 50 af flyproducentens populære 737 NG-fly.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Tilbage i september fandt Boeing revner i flere 737 NG-fly, og det fik den amerikanske luftfartsmyndighed til at kræve inspektion af en lang række af flytypen på verdensplan.

LÆS OGSÅ Pårørende øjner endelige svar om indonesisk Boeing-ulykke

En talsmand fra Boeing oplyser, at i alt 1000 fly er blevet undersøgt, og det har altså nu resulteret i fund af revner i op mod 50 fly.

Boeing oplyste i oktober, at revnerne var blevet fundet på det stykke, der på engelsk kaldes en "pickle fork".

Det er den del af flyet, som fæstner vingerne med selve flykroppen. Netop dette stykke er ellers designet til at holde hele flyets levetid.

Boeing har ikke været tilgængelig for yderligere kommentarer, skriver nyhedsbureauet Reuters.

I oktober fandt det skandinaviske flyselskab SAS fejl i to af de i alt 31 Boeing 737 NG-fly, som SAS var blevet pålagt at tjekke for revner.

De to fly er taget ud af drift.

LÆS OGSÅ Myndighed opdager ny fejl på omstridt Boeing-flytype

Kort forinden havde det amerikanske flyselskab Southwest Airlines og brasilianske GOL Linhas Aéreas fundet tegn på revner i tilsammen 13 Boeing 737 NG-fly.

Boeing har understreget, at problemet med revner ikke vedrører nogle af dets omstridte 737 MAX-fly.

Boeing 737 MAX-flyene har siden marts været underlagt flyveforbud over hele verden på grund af to dødsulykker i Indonesien og Etiopien inden for fem måneder.

I oktober 2018 mistede 189 mennesker livet, da et fly styrtede ned i Indonesien.

Og i marts styrtede et 737 MAX-fly ned i Etiopien, hvor alle 157 om bord blev dræbt.

Boeing håber, at 737 MAX-flyene kan vende tilbage til luften inden udgangen af 2019.

LÆS OGSÅ Boeings nettoresultatet er styrtdykket