Boeings nettoresultatet er styrtdykket

Flyproducenten Boeings fortsatte kvaler med flyet 737 MAX har udløst det største tab i et kvartal nogensinde.
Foto © : Benjamin van Waart/Flickr Creative Commons
Skrevet af Ritzau
25. juli 2019 07:23
Versionist Connie Fontain

Problemerne er kommet oven på to fatale styrt med flytypen tidligere i år, der førte til flyveforbud i det meste af verden.

Omsætningen er derfor styrtdykket, og i andet kvartal - april, maj og juni - faldt flyfabrikkens nettoresultatet voldsomt og gav et tab på 2,9 milliarder dollar - små 20 milliarder kroner.

De to flystyrt, der har stoppet al flyvning med 737 MAX, skete i henholdsvis Indonesien i oktober 2018 og Etiopien i marts. I begge tilfælde døde alle ombord.

Årsagen til styrtene blev identificeret som software i flytypen, der fejlagtigt korrigerer, så flyet flyver nedad kort efter start.

Boeing arbejder på højtryk for at udbedre problemet, men skriver ikke noget om, hvornår det igen forventes, at flyet kan komme på vingerne.