45-årig mand er tilbageholdt og sigtet for drab i Arsuk

Tirsdag aften klokken 22.24 fik politiet en meddelelse om et mistænkeligt dødsfald i bygden.
Der var omstændigheder ved dødsfaldet, der gjorde, at politiet mistænkte, at der var tale om et drab Foto © : Christina Christensen
01. september 2022 10:52

En 45-årig mand er er tilbageholdt i 28 dage og sigtet for et drab i Arsuk.

Det meddeler Grønlands Politi. 

Om 28 dage skal en dommer så på ny vurdere, om der er beviser nok til at holde manden tilbageholdt.

Tirsdag aften klokken 22.24 fik politiet en meddelelse om et mistænkeligt dødsfald i bygden. En 58-årig mand var fundet livløs, og kommunefoged og sundhedspersonale blev med det samme sendt til adressen. De ydede førstehjælp, men det  hjalp ikke.

LÆS OGSÅ Mand er fundet livløs i Arsuk

Der var omstændigheder ved dødsfaldet, der gjorde, at politiet mistænkte, at der var tale om et drab. Fire efterforskere blev sendt afsted til Arsuk med en helikopter fra Nuuk tidligt i går morges.

Den 45-årige, der er anholdt, er sigtet for manddrab – og han er nu tilbageholdt i 28 dage. 

Sjette gang i år 

Sagen har kørt for lukkede døre, og politiet har ikke flere oplysninger på nuværende tidspunkt.

Det formodede drab på den 58-årige er den sjette gang i år, at en person er blevet dræbt eller er død som følge af vold her i landet. Der er i snit omkring fem drab årligt, skiver Ritzau.

Årets første drab fik politiet melding om tidligt om morgenen på årets første dag. Det var en da 18-årig mand, som begik så grov vold mod sin 42-årige far i Sermiligaaq i Østgrønland, at han døde. Det er sønnen siden dømt for.

Nogle dage senere blev en 48-årig mand fundet død i en lejlighed i Tasiilaq, og en 41-årig kvinde blev sigtet og anholdt.

Senere i januar blev en 57-årig mand dræbt af skud med en riffel i Niaqornat, og en person blev anholdt og mistænkt for drab.

I marts blev en 56-årig kvinde fundet dræbt i Sisimiut, og en yngre mand blev tilbageholdt og mistænkt.

Natten til 26. april var endnu et drab i Tasiilaq. Denne gang på en 30-årig mand. Her blev en mistænkt mand også anholdt og tilbageholdt.