33-årig mand skal 10 måneder i anstalt for omfattende børnepornoarkiv

Manden var i besiddelse af mere end 18.000 billeder og 5.000 film med børneporno og er også tidligere dømt for blufærdighedskrænkelse af børn.
I 2015 blev den 33-årige kendt skyldig i tre forskellige blufærdighedskrænkelser af børn. Foto © : KNR
12. maj 2021 17:13

En mand på 33 år skal i anstalten i 10 måneder. 

Grønlands Landsret var i sidste uge i Sisimiut for at behandle retssager, og der blev sagen med den 33-årige også behandlet. 

Landsretten kendte ham skyldig i at være i besiddelse af mere end 18.000 børnepornografiske billeder og mere end 5.000 film med børnepornografisk indhold.

Derudover blev han også kendt skyldig i at have videredelt op mod 1.000 billeder og film.

Manden havde anket sin dom fra kredsretten på syv måneder i anstalt i håbet om en mildere straf, men i stedet blev dommen skærpet til 10 måneder.

Landsretten lagde især vægt på omfanget af mandens børnepornografiske arkiv og grovheden i indholdet.

Senioranklager Mads Schønning Frandsen, der førte sagen for landsretten, er tilfreds med dommen.

- Bag hvert enkelt billede eller hvert enkelt filmklip ligger en historie om et overgreb mod et barn begået et eller andet sted på kloden. Jeg er derfor tilfreds med, at Landsretten har fulgt min indstilling om skærpelse i denne sag, siger han.

I 2015 blev den 33-årige mand dømt i en anden sag om krænkelser af børn. Dengang blev han kendt skyldig i tre forskellige blufærdighedskrænkelser af børn.

I 2020 var der 11 sager om børnepornografi i Grønland.