For 300 år siden gik Hans Egede i land: Grønlænderne ville ikke belæres af en excentrisk qallunaaq
Han står på en klippetop på kanten af Nuuk og skuer ud over havet. Han lægger navn til et hotel, en vej og en kirke.
For nogle er han et lysende billede på kristendommens komme her til landet. For andre er han en mørk skygge af kolonitiden.
I år er det 300 år siden, Hans Egedes præstekåbe for første gang flagrede i den grønlandske vind.
LÆS OGSÅ Nuuk dropper al markering af 300-året for Hans Egedes ankomst
Kalenderen sagde 3. juli 1721, og manden med pibekraven havde en mission: Menneskene, der levede her højt mod nord skulle møde Gud og underkaste sig den danske konge.
Fakta om Hans Egede
- Hans Egede levede fra 1686 til 1758.
- Han var præst på Lofoten i Norge.
- I 1721 bad han Frederik den 4. af Danmark og Norge om lov til at rejse til Grønland for at missionere.
- Han er blevet kaldt grundlæggeren af Nuuk. Byen blev grundlagt som Godthaab i 1728.
- Hans Egede rejste fra Grønland i 1736.
- Statuen i Kolonihavnen er magen til den, der står ved Marmorkirken i København.
- Statuen i Nuuk blev opført i 1922 som resultat af en privat indsamling.
- Den blev ved indvielsen givet til byens indbyggere.
- Ansvaret for statuen lå indtil 1953 ved Den Kongelige Grønlandske handel (KGH), hvorefter det blev overdraget til Nuup Kommunia, der i dag er Kommuneqarfik Sermersooq.
Men hvordan var han egentlig, ham Hans Egede?
Det har historiker Simon Mølholm Olesen fra Aarhus Universitet brugt mange timer på at grave i.
Mange af de kilder, der findes om den dansk-norske missionær er skrevet af manden selv.
Han førte blandt andet dagbog i de femten år, han befandt sig her i landet.
- Her følger vi ham i medgang og modgang. Vi lærer ham virkelig at kende, og det gør ham til et menneske af kød og blod. På godt og ondt, fortæller Simon Mølholm Olesen, der også har læst beskrivelser af Egede fra hans sønner, hans kolleger og de to danske konger Frederik 4. og Christian 6.
- I udenlandske kilder har jeg også fundet henvisninger til Hans Egede. Eksempelvis læste og skrev nogle af de første amerikanske præsidenter lidt om ham. Så han var virkelig et menneske, der satte verden i bevægelse.
Frustration ledte til vold
Tilsammen tegner teksterne et billede af et komplekst menneske, mener Simon Mølholm Olesen.
- Hans Egede havde gode og dårlige sider. På den ene side var han en meget kærlig far og ægtemand, der virkelig elskede sin familie højt. Da hans hustru, Gertrud, døde i 1735, så kom han i en tilstand, der bedst kan beskrives som depression. Samtidig holdt han af de grønlændere, som boede hos ham, og som han lærte at kende.
Egede udtrykker i dagbøgerne dyb respekt for, at inuitterne kunne leve i det barske arktiske klima, og på nogle punkter roser han dem for deres opfindsomhed.
- Når det er sagt, så lagde han på den anden side ikke skjul på, at grønlænderne ifølge ham alligevel manglede europæisk samfundsorden og kristendom. Alt dette var han parat til at påtvinge grønlænderne.
- Men det kunne han ikke, fordi han ikke havde magten til at sætte sin vilje igennem. Så blev han frustreret, vred og lejlighedsvist voldelig. Han var et sammensat menneske, fordi han rummede kærlighed, passion og vrede, fortæller Simon Mølholm Olesen.
Han understreger, at der ikke er nogen tvivl om, at Hans Egede anså sin egen kultur for at være den grønlandske langt overlegen.
LÆS OGSÅ Ny forening: Vi skal reflektere over 300-års kolonihistorie
- Han vidste dog godt, at europæisk kultur var svær at indføre uden videre. Derfor var han nødsaget til at møde grønlænderne på deres kulturelle præmisser. Det var netop her, hvor der opstod gnister imellem ham og nogle grønlændere. Grønlænderne ville nemlig ikke belæres af en excentrisk qallunaaq.
I hvor høj grad udøvede Egede vold?
- Hans Egede udøvede kun vold, når han blev betydeligt presset og frustreret. Han slog simpelthen i afmagt. Volden var sjælden, og den blev ofte rettet imod angakkut (åndemanere, red.). Volden ramte ikke tilfældige mennesker, siger Simon Mølholm Olesen og fortsætter:
- Når vi drøfter den vold, som Egede begik, så er det vigtigt at holde sig tre ting for øje. For det første levede danskere og grønlændere i en tid, hvor vold var mere accepteret og udbredt end i dag. Derfor er det ikke underligt, at vold forekom.
- For det andet var der grænser for, hvor meget 25 danske kolonister kunne udrette, når de forsøgte at styre 8000 grønlændere. De fleste grønlændere nåede aldrig at møde Egede. Og for det tredje havde danskerne ingen interesse i systematisk voldsudøvelse, fordi det ville ødelægge deres handel og mission.
En sprittet strategi
I forsøget på at skabe mere kontakt til inuitterne, tilbød de danske kolonister alkohol som en slags medicin.
- Mange grønlændere var skeptiske, fordi de jo havde set de danske sømænd drikke sig fulde. De skulle for alt i verden ikke indtage det vand, der gjorde folk så gale i hovedet. Grønlænderne skulle først have et indtryk af, at det var nyttigt at indtage, fortæller Simon Mølholm Olesen.
Nogle lod sig dog overtale til at afprøve ”medicinen” og blev angiveligt kureret for sygdom. Og snart opstod der efterspørgsel.
- Så uddelinger af alkohol var et strategisk middel fra dansk side til at forbedre forholdet til de selvstændige grønlændere.
Han blev frustreret, vred og lejlighedsvist voldelig. Han var et sammensat menneske, fordi han rummede kærlighed, passion og vrede, fortæller Simon Mølholm Olesen.
Det er dog en misforståelse at tro, at de danske kolonister kunne tvinge folket, der boede her, til noget som helst, vurderer Simon Mølholm Olesen.
- Hvis danskerne blev lidt for smarte, så truede grønlænderne bare med at sejle væk, undgå dem og sælge deres varer til hollænderne. Det skete også, at grønlænderne åbent gjorde grin med de danske kolonister og deres påfund. Der findes også eksempler, hvor grønlændere blev så ophidset på danskerne, at de enten slog tilbage eller overvejede at dræbe dem.
Mytens mand
1700-tallets kilder beskriver grønlænderne som viljestærke og selvstændige i mødet med danskerne.
- For eksempel udtalte inspektør Børge Schultz i 1794, at grønlænderne udmærket vidste, at de er frie mennesker. Men det ses også i den skat af grønlandske fortællinger om 1700-tallets kulturmøde, som Aron fra Kangeq og Henrich Rink indsamlede i 1800-tallet. Vi skal altså ikke undervurdere 1700-tallets grønlændere.
Og det sker al for tit, mener Simon Mølholm Olesen.
- Der er en tendens til at tro, at Hans Egede bestemte alting fra det øjeblik, hvor han satte sin fod på den grønlandske klippegrund. Det gjorde han slet ikke, og det kom han aldrig til at gøre. I gamle dage blev Hans Egede ophøjet til ”Grønlands apostel”, og jeg tror, at en del af myten omkring ham stammer fra dette PR-stunt.
Som konsekvens bliver 1700-tallets grønlændere ifølge Simon Mølholm Olesen ofte reduceret til en flok viljeløse mennesker, der stod handlingslammet tilbage, når de mødte Hans Egede.
- Sådan var det overhovedet ikke. De var selvstændige mennesker, der kunne sige til og fra. Hvis de ikke gad at rette sig efter danskernes påfund, så gjorde de det ikke. Det forsøger jeg at vise i min forskning.
I sommer blev Hans Egede hovedperson i en livlig debat, der handlede om, hvorvidt statuen af ham i Nuuk skulle fjernes eller ej. Og Simon Mølholm Olesen fulgte med.
- For mig var det interessant at opleve så mange mennesker i Grønland og Danmark, der tog livtag med den fælles historie. Den slags sker vist sjældent for emner fra 1700-tallet. Mit indtryk er, at folk blev klogere på den historie, der har formet Grønland i de sidste 300 år. Det er både godt og vigtigt. Jeg håber, at vi benytter noget af 300-året for Egedes ankomst til at blive endnu klogere på vores historie.
