28 millioner kroner skal hjælpe sårbare grønlændere i Danmark

Aaja Chemnitz Larsen og Aki-Matilda Høegh-Dam roser millioner til støtteordning til grønlændere i Danmark, der lever på kanten af samfundet.
Et stort flertal i Folketinget har afsat 28 millioner kroner frem til og med 2024 til at hjælpe sårbare grønlændere i Danmark.
26. november 2020 09:21

Alt for mange grønlændere i Danmark kæmper med hjemløshed, misbrug og andre sociale problemer. 

Derfor har regeringen og et stort flertal i Folketinget afsat 28,4 millioner kroner til hjælp til udsatte grønlændere i Danmark fra 2021 til og med 2024.

Det sker med en aftale inden for social-, sundheds- og arbejdsmarkedsområdet.

LÆS OGSÅ Hver tredje socialt udsatte grønlænder har været udsat for vold

 

Antal udsatte grønlændere i Danmark

Der bor cirka 16.000 grønlændere i Danmark.

Social- og Indenrigsministeriet i Danmark vurderer, at cirka 1.500 af dem er socialt udsatte borgere.

I alt er over 400 personer med grønlandsk baggrund i Danmark hjemløse.

Kilde: Grønlands Statistik, Social- og Indenrigsministeriet i Danmark

Aftalen skal sikre, at kommuner og sociale foreninger i Danmark, herunder de grønlandske foreninger, fremover arbejder endnu mere sammen.

Det kan for eksempel være om misbrugsbehandlingstilbud, psykologindsatser og tolkning til sårbare, grønlandske borgere i Danmark.

26 ud af de 28,4 millioner kroner bliver oprettet i en pulje, som kan søges til formålet.

Og aftalen glæder folketingsmedlem Aaja Chemnitz Larsen (IA).

- Jeg synes, det er positivt, at der er afsat så stort et beløb til udsatte grønlændere, for vi ved, at der kommer flere og flere udsatte af vores landsmænd, som har det svært i Danmark, og som har brug for hjælp. 

Færre penge end sidste aftale

Beløbet er dog lavere end den forrige aftale på området. 

Løkke-regeringen og et flertal i Folketinget afsatte i 2016 i alt 36,4 millioner kroner over fire år til indsatsen over for socialt udsatte grønlændere i Danmark.

En del af pengene dengang gik også til De Grønlandske Huses hjælp for sårbare grønlændere.

Og Aaja Chemnitz Larsen så da også gerne, at beløbet havde været større over de næste fire år.

- Det har vi også arbejdet for. Men 28,4 millioner er trods alt også rigtig, rigtig mange penge, siger hun.

En del af aftalen går også på, at udsatte grønlændere får adgang til et såkaldt socialt frikort, som giver adgang til at tjene op til 20.000 kroner om året uden at blive trukket i sociale ydelser. 

LÆS OGSÅ Penge fra satspuljen fortsætter til grønlandske udsatte

Både IA og Siumut i Folketinget har deltaget som observatører med taleret i forhandlingerne om den nye aftale.

Begge partier oplyser til KNR, at de gerne havde set, at de nordatlantiske partier sad med ved forhandlingerne på lige fod med de danske partier.

I en skriftelig kommentar til KNR skriver Aki-Matilda Høegh-Dam fra Siumut dog om den danske social- og indenrigsminister Astrid Krag:

- Hun fortjener ros for et politisk dygtigt håndværk med den brede aftale, hun lige har landet med de danske partier i Folketinget.