Medie: 27 unge har fået forsmag på Slædepatruljen Sirius

Eleverne på Arktisk Basisuddannelse har i december gennemført en uge, hvor de for første gang er blevet introduceret til Slædepatruljen Sirius, skriver DR.
Foto © : Casper Brock/Forsvaret
Skrevet af Birgitte Kjeldsen
29. december 2025 14:03

- Vi har lært at gå fra punkt til punkt med GPS, og så har vi lært meget om, hvordan man overlever i vildmarken især her i Grønland, lyder det fra 23-årige Rudi Fencker.

Han udtaler sig til DR om det introforløb til Slædepatruljen Sirius, som han og 26 andre elever fra hold 2 på Arktisk Basisuddannelse i Kangerlussuaq var igennem tidligere på måneden.

Slædepatruljen Sirius er Forsvarets arktiske specialstyrke, hvis primære opgaver blandt andet er at overvåge og håndhæve suveræniteten i nationalparken i Nordøstgrønland. Det har den gjort siden 1950.

Både politikerne herhjemme og i Danmark ønsker, at flere grønlændere søger ind i patruljen.

Netop derfor er Slædepatruljen Sirius nu kommet på skoleskemaet for Arktisk Basisuddannelses-eleverne.

I løbet af ugen har eleverne lært forskellige teknikker, som man har brug for i Slædepatruljen Sirius. Blandt andet hvad man skal gøre for at håndtere underafkøling, og hvordan man tjekker, om slædehundene er syge, skriver DR.

Introduktionen til Slædepatruljen Sirius er en del af et længere perspektiveringsforløb, der slutter til april, hvor eleverne får en forsmag på de forskellige karriereveje, som Forsvaret kan tilbyde.

- Jeg har lyst til at fortsætte i Forsvaret, og efter jeg har været tolk på det næste hold, vil jeg gerne fortsætte i Flyvevåbnet eller muligvis søge ind i Siriuspatruljen, udtalte Rudi Fencker til DR.