23-årig tilbageholdt for tyveri fra både
Grønlands Politi modtog en anmeldelse klokken 03.07 natten til søndag om, at der var gået en alarm i en båd i Iggiaa i Nuuk.
Politiet rykkede ud til Iggiaa og mødte en 23-årige mand og to mindreårige drenge på henholdsvis 14 og 15 år.
- Klokken 03.07 i nat modtager vi en anmeldelse om, at der er gået en alarm i en af bådene, og så rykker vi ud, siger vagtchef ved Grønlands Politi Ole Hald til KNR.
Den 23-årige mand er sigtet for tyveri. Han skal angiveligt have stjålet en kniv og en lommelygte.
Politiet ringede til de to mindreårige drenges forældre, der kom og hentede dem, siger vagtchefen.