14-årige Naja og Malika bliver folketingsmedlemmer for en dag: Mange boliger i Grønland er ramt af skimmelsvamp

To elever fra Nuuk Internationale Friskole skal være folketingspolitikere for en dag. Og på deres dagsorden er skimmelramte boliger.
Naja Kastrup Solvig (tv.) og Malika Esther Nornild (th.) glæder sig til at være politikere for en dag. Foto © : KNR
21. januar 2023 11:42

Nogle drenge slænger sig på nogle puder på Nuuk Internationale Friskole, flere elever er på vej ind i klasselokalerne efter frikvarteret, og i forbifarten roser en pige Malilka Esther Nornilds frisure. 

Det er hverdagen for 14-årige Malika Esther Nornild og Naja Kastrup Solvig, der går i 9. klasse på Nuuk Internationale Friskole.

Men snart får hverdagen en pause. For de to elever er udtaget til at være folketingsmedlemmer for en dag på Christiansborg 30. januar til den såkaldte ungdomsparlamentsdag.

Og med sig har de et emne, de gerne vil diskutere i folketingssalen: skimmelramte boliger.

- Mange boliger i Grønland er desværre ramt af skimmelsvamp, forklarer Malika Esther Nornild alvorligt.

I alt deltager 179 skoleelever, der går i 8. eller 9. klasse, til ungdomsparlamentsdagen i Folketinget. 

Eleverne er udvalgt på baggrund af nogle forslag, de selv har lavet til samfundsaktuelle emner - og de skal optræde som politikere ved at behandle deres forslag i udvalg, stille spørgsmål til ministrene, argumentere for deres sag fra talerstolen og stemme om udvalgte forslag i Folketingssalen.

Malika Esther Nornild og Naja Kastrup Solvigs forslag er, at skimmelramte boliger skal rives ned inden for et bestemt antal år – og at nye boliger løbende skal renoveres.

Bedre boliger

De to nuummiut bor ikke selv i skimmelsvamp i dag, men Naja Kastrup Solvig taler af erfaring.

- Da jeg var lille, boede vi i skimmelramt bolig, fortæller hun.

Hun kan ikke selv huske, hvordan det føltes, men det kan familien:

- Jeg snakkede med min far, og så sagde han, at han kan huske, han begyndte at få det dårligt, han havde hovedpine, han havde det fysisk dårligt. Det var bare ikke et godt klima.

Derfor mener hun, at det er vigtigt at debattere.

- Det gør mig ondt at høre, når andre folk stadig bor i skimmelramte boliger, og vi ikke rigtig kan gøre noget ved det. Boliger er meget dyre, så folk kan ikke bare flytte, siger Naja Kastrup Solvig.

Og de to elever er begyndt at forberede sig til dagen som politikere.

I hvert har Malika Esther Nornild et forslag på bordet:

- Boliger skal renoveres for skimmelsvamp, så man har et trygt og godt sted at bo. Derudover bør boligerne komme til gennemsyn hver tredje år, så man kan tjekke op på, om de har skimmelsvamp, siger hun.