Ønsker øl-salg i Upernaviks bygder

Kommunalbestyrelsesmedlem i Qaasuitsup Kommunia ønsker salg af alkohol i Upernaviks bygder. Det er bygderne selv, der i sin tid fik lukket for salg af alkohol i Upernaviks bygder.
Skrevet af Noah Mølgaard
28. september 2012 13:24

Det er Karl Kristian Kruse fra Siumut, der har stillet forslaget til kommunalbestyrelsen i Qaasuitsup Kommunia.

Folk i Upernavik området kan kun købe alkohol i Upernavik by, mens der totalt er forbud mod salg i bygdebutikkerne.

Men det er dyrt at anskaffe alkohol til festlige begivenheder og folk sætter deres liv i fare ved at sejle i påvirket tilstand, lyder det blandt andet argumenter for forslaget.

Men forslaget fik ingen umiddelbar opbakning. Der har heller ikke været noget krav fra Upernaviks bygder, ligesom der heller ikke er sendt klager til kommunen om den nuværende ordning.

Kommunalbestyrelsen har nu vedtaget at forslaget bliver sendt til høring i de berørte bygder og bliver behandlet igen når kommunalbestyrelsen træder sammen igen i november.

Forbudet mod salg af alkohol blev i sin tid vedtaget af daværende Upernavik kommune efter ønske fra bygderne selv.