Ønskelisten til Danmark er tom: Kommune Qeqertalik kan klare sig selv

Landets kommuner har sendt ønsker om hjælp på socialområdet til Naalakkersuisut, som skal tage ønskerne med videre til Danmark. Men fra én af kommune er listen tom.
Ane Hansen
Borgmester Ane Hansen mener, at kommunerne selv må løfte opgaven med socialområdet uden at forvente, at andre skal hjælpe. Foto © : Qeqertalik Kommunia
13. september 2019 08:09

Fire af landets kommuner har afleveret kortere og længere lister til Naalakkersuisut med ønsker til hjælp, der skal bedes om fra Danmark i indsatsen på socialområdet for børn og unge.

LÆS OGSÅ Danske medarbejdere kan hjælpe kommuner af med sagsbunkerne

Men Qeqertaliks borgmester Ane Hansen (IA) har valgt en anden tilgang, og hun er klar i spyttet:

- Socialområdet er allerede hjemtaget. Vi er nødt til at løfte opgaven selv uden at forvente, at andre skal hjælpe os, siger hun.

Kommunedelingen var ikke nem

Ane Hansen indrømmer, at det har været en hård start for kommunen, der har oplevet samme problemer med sagsbehandling på socialområdet. Derfor måtte medarbejderne starte på bunkerne én sag ad gangen. Både dem, der var sat i gang, og dem, der slet ikke var startet på ved kommunedelingen.

- Vi opdagede, at nogle sager har ligget i flere år. Så vi har afsluttet flere sager, der ikke har været afsluttede, siger Ane Hansen.

LÆS OGSÅ Ønskeliste: Kommuner beder Danmark om medarbejdere, boliger og uddannelse

Og det har kommunen fået hjælp til fra sommervikarer. Det forgangne år har Qeqertalik ansat vikarer fra Danmark på egen hånd. Men det er ikke "bare" danske medarbejdere uden kendskab til Grønland, understreger Ane Hansen.

- Vi ved, at der er grønlændere i Danmark med gode uddannelser. Vi har prøvet at fat på socialrådgivere, som kan være afløsere om sommeren, og det er lykkedes, siger hun.

Vikarerne fra Danmark har formået at se på sagerne med andre øjne, og det har haft en positiv effekt, siger Ane Hansen.

De andre kommuner har tilsammen bedt om 65 medarbejdere, nye boliger, institutioner, midler til tjenesterejser og mere uddannelse af personale.