Økonomisk Råd roser plan om fiskerikommission

Økonomisk Råd ser positivt på, at et nyt forslag til en fiskerilov nu bliver sendt til behandling i en kommission. Det er vigtigt at få bred opbakning til en ændring af loven samt at ændringerne bliver gennemtænkte, lyder det fra rådets formand.
Skrevet af Thomas Munk Veirum
05. oktober 2018 15:55

- Vi er meget positive om det forslag eller den beslutning, der er truffet om at nedsætte en kommission, sådan at man både kan få det her godt tænkt igennem og belyst men også skabe et grundlag, så man kan få en bred politisk opbakning omkring en ny fiskerilov, siger formand for Økonomisk Råd og professor i nationaløkonomi Torben M. Andersen.

Rådet havde sat sidste punktum i dette års rapport, da der blev dannet en ny koalition med støtte fra Demokraterne. Det var i den forbindelse, at det blev aftalt, at forslaget til en ny fiskerilov skal behandles af en kommission.

LÆS OGSÅ Kommission skal lave ny fiskerilov

Desuden udskyder Naalakkersuisut det til foråret at fremsætte forslaget i Inatsisartut.

Andersen: Vigtigt at undgå zigzag

I og med at der nedsættes en kommission er der større chance for en bred opbakning til en ny lov, og at loven bliver tilstrækkeligt gennemarbejdet, vurderer Torben M Andersen:

- Begge dele er utrolig vigtige, fordi fiskeriet er landets vigtigste erhverv. Derfor er det vigtigt at ha en fornuftig lovgivning på området, og det er også vigtigt, at når der skal være ændring i lovgivningen, at det er noget, der har bred opbakning, så man ikke risikerer, at der efter næste valg, er der nogen, der vil gøre noget andet, og derved får man zigzag i fiskerilovgivningen,

siger han og fortsætter:

- Det er meget uhensigtsmæssigt, for det vil skabe usikkerhed i erhvervet, det vil skabe negative konsekvenser for dem der planlægger og tænker fremad, fordi de ikke ved hvad lovgrundlag de kan regne med. Så det at der på så helt centrale områder er lovgivning, der har bred opbakning, det er utrolig vigtigt.

LÆS OGSÅ KNAPK ønsker også udskydelse af fiskerilov

 

LÆS OGSÅ Arbejdet med en ny fiskerilov genoptages