Åbningsgalla med grønlandsk dokumentar aflyst

Dokumentarfilmen 'Kampen om Grønland' bliver ikke vist ved åbningsgallaen til festivalen CPH:DOX. Selve gallaen er helt aflyst på grund af coronavirus.
‘Kampen om Grønland’ vil blive vist ved syv arrangementer under festivalen. Foto © : Ulrik Gutkin (CFC Kort & Dok)
09. marts 2020 09:47

Spændte gallaklædte gæster, der læner sig tilbage i biografsæderne og nyder filmen 'Kampen om Grønland', bliver der ikke noget af.

Situationen med coronavirus har nu fået dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX til at aflyse åbningsgallaen, hvor den grønlandske dokumentar skulle være vist, skriver festivalen i en pressemeddelelse.

LÆS OGSÅ Instruktør vil nuancere billedet af Grønland med ny dokumentar

Åbningsgallaen skulle have fundet sted 17. marts i Det Kongelige Teater, hvor et publikum på i alt 1200 mennesker blandt andet kunne opleve åbningsfilmen 'Kampen om Grønland'.

Men festivalen har valgt at efterkomme opfordringen fra myndighederne om at aflyse arrangementer med over 1000 deltagere på grund af coronavirus. En opfordring, der i første omgang gælder resten af marts.

Mange visninger af dokumentar

Muligheden for at se 'Kampen om Grønland' er dog langt fra aflyst. Filmen får gallapremiere i Grønland den 13. marts, når den bliver vist i Katuaq i Nuuk.

LÆS OGSÅ Kampen om Grønland: Stærke unge stemmer åbner filmfestival i København

Og selvom 'Kampen om Grønland' ikke bliver vist ved åbningsgallaen i København den 17. marts, så kommer den flere gange på lærredet i løbet af festivalen.

Filmen bliver for eksempel vist den 18. marts, hvor den bliver efterfulgt af en paneldebat med folketingsmedlemmerne Aki-Matilda Høegh-Dam (S) og Søren Espersen (DF), debattør Juno Berthelsen og inatsisartutmedlem Tillie Martinussen (SAM) og aktivist Paninnguaq Heilmann, der begge er med i filmen.

‘Kampen om Grønland’ vil blive vist ved i alt syv arrangementer under festivalen.