Trænerne for kvindelandsholdet i håndbold stopper øjeblikkeligt

Kvindelandsholdet i håndbold skal have nye trænere. Landstræner Anders Friis og assistenttræner Kim Ostermann Petersen stopper nemlig med øjeblikkelig virkning.
Ved VM i Stavanger spillede håndbold kvinderne med på den internationale scene for første gang i mere end 20 år og endte med at blive nummer 32. Foto © : KNR
Skrevet af Sebastian Trosborg
26. marts 2024 13:32

Den succesrige duo for de grønlandske håndbold kvinder Anders Friis og assisterende landstræner Kim Ostermann Petersen stopper med øjeblikkelig virkning.

Det skriver det grønlandske håndboldforebund TAAK i en pressemeddelelse.

Årsagen er manglende opbakning til eliteidræt. Derfor er der ingen anden udvej end at ændre på strukturen for at overleve.

- Det er naturligvis ikke nogen ønskesituation, men en nødvendighed i bestræbelserne på at sikre vores udvikling uden at ødelægge økonomien, skriver håndboldforbundet i en pressemeddelelsen. 

Bestyrelsen har haft flere scenarier oppe at vende, men har i sidste ende valgt, at denne løsning er den bedste for at sikre den sportslige del. Det er på trods af, at trænerduoen har opnået stor succes. 

- Anders og Kim har med de ressourcer, de har haft adgang til eller manglet adgang til, stadigvæk formået at skabe gode resultater.

- De har viet meget af deres tid til at hjælpe og udvikle kvindelandsholdet. Det skal de have en voldsom stor tak for, står der i pressemeddelelsen. 

Ved VM i Stavanger spillede håndbold kvinderne med på den internationale scene for første gang i mere end 20 år og endte med at blive nummer 32.

Store ambitioner for fremtiden

Håndboldforbundet ønsker stadig at være ambitiøse frem mod de kommende kvalifikationer til VM på både kvinde- og herresiden. Ambitionen er at komme tættere på konkurrenternes niveau og vinde kampe ved slutrunderne. 

Derfor vil forbundet gøre, hvad de kan for at styrke rammerne omkring landsholdene, så de kommer så forberedt som overhovedet muligt til VM kvalifikationerne. 

- Med frivillige ledere og med blot én ansat må vi tage vare på os selv og tage fornuftige skridt. Det mener vi, at vi har taget her, og så må vi håbe, at der fra politisk side også laves resultater, så vi kan styrke rammerne for eliteidræt, lyder det i pressemeddelelsen.

På kvindelandsholdet skal der nu arbejdes på et generationsskifte, skriver forbundet også. Det er ambitionen, at det i første omgang skal ske i forbindelse med, at Victoria Budek Svendsen skal føre det kvindelige U18 landshold til VM.