Døgnrapport: Person er anholdt for forsøg på smugling

En person i 20'erne er torsdag blevet anholdt i lufthavnen i Nuuk med knap 484 gram hash i bagagen.
En person blev opdaget i at forsøge at smugle hash ind i lufthavnen i Nuuk.
01. december 2023 10:54

Fredag morgen oplyser Grønlands Politi, at de torsdag har anholdt en person i 20'erne i lufthavnen i Nuuk for forsøg på indsmugling af hash.

- Der blev fundet 484 gram hash i personens bagage, og i den anledning foretog vi en anholdelse, fortæller vagtchef Preben Kleist.

Manden er efterfølgende blevet løsladt igen, men politiet har besluttet at der kommer et retsligt efterspil på episoden.

- Af hensyn til den videre sag, kan jeg ikke oplyse mere, siger vagtchefen.

Straksdom for indsmugling

For blot to uge siden udløste et smuglerforsøg af kokain og heroin en straksdom til en 51-årig mand, der blev taget i lufthavnen med 150 gram kokain i kroppen og fem gram heroin i en cigaretpakke.

Han fik fire år og seks måneders anbringelse i anstalten, da Sermersooq Kredsret fandt ham skyldig.

Den 51-årige mand er den tredje på godt halvanden måned, der får en straksdom for forsøg på indsmugling af narko.

- Vi har en fornemmelse af, at hårdere stoffer i stigende grad finder vej til Grønland. Det bekymrer os, for hvis det er rigtigt, vil det få store konsekvenser for samfundet, sagde Grønlands Politi i forbindelse med straksdommen.

Politiet advarer også mod, at narkotika kan have stor fare for liv og helbred for de personer, der forsøger at smugle det ind i kroppen. Mellem juni og november 2022 døde tre personer af at smugle narkotika indvortes.

Den senest opgjorte statistik viser, at der per 20. november 2023 har været 509 anmeldelser om overtrædelse af lov om euforiserende stoffer mod 493 anmeldelser på samme tidspunkt sidste år. Det er en stigning på tre procent.

Udover den 51 årige mand blev en 34-årig kvinde i starten af oktober idømt en straksdom på fem måneder for indsmugling af 1,4 kilo hash.

Hvornår personen, der blev anholdt i går skal for kredsretten, er der endnu ikke sat en dato på.