Efterskole i Maniitsoq ryddes på grund af skimmelsvamp

Vandskader har ført til dårligt indeklima og lugt på Maniitsumi Efterskoli. Og nu skal bygningerne rømmes for elever.
For at sikre et sundt og forsvarligt indeklima for eleverne på Maniitsumi Efterskoli, skal der ske en omfattende renovering, konkluderer Renoveringsstyrelsen.
Skrevet af Birgitte Kjeldsen
08. maj 2024 15:30

Skoleåret for eleverne på Maniitsumi Efterskoli bliver nok ikke, som de havde regnet med.

Faktisk ser det næste halvandet års tid skidt ud for efterskolen i Maniitsoq.

Senest på mandag vil eleverne nemlig blive flyttet ud af efterskolen på grund af skimmelsvamp. De vil i stedet blive indkvarteret i uddannelsescenteret Majoriaqs kollegiebygninger.

Det skriver Departement for Uddannelse, Kultur, Idræt og Kirke i en pressemeddelelse.

- Af hensyn til elever og ansattes sundhed har Departementet for Uddannelse, Kultur, Idræt og Kirke den 2. maj 2024 henstillet overfor bestyrelsesformand og forstander ved Maniitsumi Efterskoli, at kollegiebygningen og to lokaler i skolens hovedbygning rømmes hurtigst muligt, står der.

De skriver også, at det på nuværende tidspunkt ikke er muligt at fortsætte den “normale drift” af Maniitsumi Efterskoli. 

- Rømningen vil desuden medføre omfattende ændringer i skolens planlagte aktiviteter i både indeværende og kommende skoleår, skriver de.

Det er ikke første gang, at der har været sager om skimmelsvamp, dårlig indeklima og lugtgener på skoler i Maniitsoq.

KNR har tidligere fortalt om, hvordan skolen Atuarfik Kilaaseeraq i Maniitsoq har kæmpet med vandskader og skimmelsvamp.

Problemet på skolen har varet siden 2022, og sidste år var det stadig et problem.

Og nu har uheldet altså ramt Maniitsumi Efterskoli.

Mindst halvandet år

Beslutningen om at rydde efterskolens bygninger for elever sker på baggrund af undersøgelser af indeklimaet på efterskolen, skriver Departement for Uddannelse, Kultur, Idræt og Kirke.

Renoveringsstyrelsen har derefter konkluderet, at der er behov for omfattende renovering.

Styrelsen vurderer, at det vil tage mindst halvandet år, før Maniitsumi Efterskolis bygninger kan fyldes af elever igen. Muligvis længere.

- Hvis der er elever, som ønsker at afslutte efterskoleopholdet før tid grundet rømning af skolens bygninger, får de mulighed for det. Uanset hvad eleverne måtte vælge, vil de modtage dokumentation for et helt efterskoleophold, står der i pressemeddelelsen.

Derudover står der, at elever, som er optaget på Maniitsumi Efterskoli i skoleåret 2024/2025, vil blive kontaktet af skolen.

Ifølge pressemeddelelsen hviler fremtiden for Maniitsumi Efterskoli på en politisk beslutning, som afhænger af den endelige konklusion omkring bygningernes tilstand.

KNR følger situationen og forsøger at få svar på, hvad konsekvenserne helt konkret bliver for de nuværende og fremtidige efterskoleelever i Maniitsoq.