Danske folkeskoleelever på lærerigt Grønland-kursus

De danske unge ved for lidt om Grønland. I Dragør uden for København har man derfor besluttet, at alle 7. klasser i kommunen skal på en form for dannelsesrejse til verdens største ø.
Skrevet af Jonas Fievé
03. februar 2016 06:57

Selvom eleverne ikke befinder sig i Norsaq på vej mod Kangerlussuaq men i et ganske almindeligt dansk klasselokale, er de kommet på en mental rejse for at lære mere om det store land.

- Vi starter med at fortælle, hvor Grønland ligger i forhold til Danmark og lidt mere om den grønlandske geografi, hvor stor en del der er dækket med is, og hvordan man kommer rundt i Grønland, fortæller Gregers Gjersøe til KNR.

Når han fortæller om landet, at det er lige så stort som fra Oslo til Nordafrika mens der kun bor fire gange så mange, som i Dragør kommune, hvor de fleste børn selv bor, vækker det stor overrakelse hos børnene.

Læs også Dansk minister vil sætte rigsfællesskabet på skemaet

De unge ved for lidt

Gregers Gjersøe har selv et tæt forhold til Grønland, da han som pilot har fløjet til landet, men han har ikke kun set det hele oppefra. I 1999 krydsede han nemlig indlandsisen fra vest til øst, og nu vil han lære de unge om det land, han holder så meget af.

- Jeg oplevede blandt andet hos mine egne børn, at de ikke vidste noget om Grønland. For at man kan danne sig en holdning til landet, skal man derfor lære, hvordan det hænger sammen.

Da Gregers Gjersø spørger, om der er nogen, som ved hvad Grønlands hovedstad hedder, er der kun ganske få børn, som rækker hånden i vejret. Men han er overbevist om, at når børnene har gennemført Polarskolen, er de blevet meget klogere på Grønland. For hver af de fire dage byder på nye temaer om Grønland og det arktiske område. 

- Så begynder vi at bygge mere og mere på. Jeg vil gerne have, at de også forstår, hvordan økonomien og det politiske system hænger sammen.

Læs også RAPPORT Skrappere krav til undervisning om Grønland

Fokus på ungdommen 

Ud over at undervise om landet, er det også vigtigt for Gregers Gjersøe at fortælle om de unge inuit i Grønland, da børnene tit er meget nysgerrige efter, hvordan det mon er at være ung i Grønland. 

- Der ikke er så stor forskel fra en grønlandsk 7. klasse til en dansk. Hvis I tager til Nuuk, vil I se, at de unge har det samme tøj på. De har iPhones og iPads, forklarer han.

Efter to timer er den første dag på Polarskolen veloverstået, og børnene fordufter fra klasselokalet. På vej ud fortæller Jonas, Valdemar og Jonathan, at det har været det hele værd.

- Det er ret fedt og spændende. Det eneste vi vidste i forvejen var, at det er koldt, og der er meget is. 

Indtil videre har omkring 700 7. klasseselever gennemført Polarskolen, og Gregers Gjersøe har flere skoler, som i den nærmeste fremtid skal gennemgå det samme forløb.