Døgnrapport: Indbrud og flere forsøg på indbrud natten igennem

Natten mellem tirsdag og onsdag har der været flere indbrudsforsøg og et indbrud i Nuuk centrum. Politiet kommer med opfordring til borgerne.
Natten mellem tirsdag og onsdag har der i Nuuk været forsøg på indbrud og indbrud flere steder i byen.
06. december 2023 09:41

Akiki og Siam Orchid i bymidten af Nuuk har natten mellem tirsdag og onsdag været udsat for forsøg på indbrud. Det oplyser Grønlands Politi onsdag morgen.

Den første alarm lød fra Akiki omkring klokken 02.30, hvor der er tegn på forsøg på indbrud, og igen klokken 04.15 lød der en alarm fra spisestedet Siam Orchid i Nuukullak.

- Ved Akiki har gerningspersonerne forsøgt at komme ind af en bagdør, mens de i restaurenten også har forsøgt at bryde en dør op og knust nogle ruder, fortæller vagtchef Malik Olesen.

I tidsummet mellem de to forsøg på indbrud, har der været et indbrud i tøjbutikken Vianne, der også ligger i bymidten af Nuuk.

- Her tyder det på, at der er nogen, der har været inde på stedet, men vi ved ikke så meget mere på nuværende tidspunkt, siger vagtchefen.

På bar bund

Politiet er i alle tre sager på bar bund i forhold til gerningspersoner, men de skal nu se på videoovervågning og have overblik over, om der er nogle ting, der mangler. Det er dog for tideligt at sige lige nu, fordi efterforskningen ikke er færdig. 

- Lige nu kan vi konstatere, at der har været forsøg på indbrud og begået et indbrud, og fordi vi er på bar bund, vil vi meget gerne høre fra borgerne, hvis de har set noget, siger Malik Olesen.

Du kan kontakte Grønlands Politi på 70 14 48, hvis du har oplysninger, der kan hjælpe politiet.

Udover de episoderne i Nuuk, har det været et fredeligt døgn, oplyser politiet.