Sender regning for eftersøgning til DK

aggustip 15-at 2006 10:46

Regningen for eftersøgningen af de to estiske turister, som i hele fire dage var forsvundet i området omkring Ilulissat, bliver foreløbigt sendt til den danske stat. Det oplyser politimester Steen Thomsen.

Som bekendt blev begge turister fundet i søndags i god behold efter at de havde levet af sortebær og vand.

Det var lykkedes den ene turist at finde hjælp hos nogle fiskere og fangere, der sejlede ham til Ilulissat. Her kunne han give politiet så gode oplysninger om hans kammerats position, at det efter halvanden times helikoptersøgning lykkedes at finde frem til ham.

Eftersøgningen, som blandt andet indebar brug af helikopter fra Air Greenland har kostet en del penge, men politimester Steen Thomsen vil ikke oplyse præcis hvor meget.

Turisterne tog tilbage til Europa i dag efter endt afhøring, men hvem der i sidste ende skal betale for eftersøgningen er fortsat uklart.

- Først om to-tre uger ved vi hvor regningen ender, siger politimester Steen Thomsen.